Der var et kongeligt skær over britisk filmfest

Det intense drama "Three Billboards Outside Ebbing, Missouri" har nu også vundet en celeber britisk filmpris, og må derfor betragtes som Oscar-favorit. Danske Jonas Mortensen blev samtidig hædret for en kortfilm.

Der var et kongeligt skær over britisk filmfest. Her er det holdet bag “Three Billboards Outside Ebbing, Missouri” ved Bafta 2018. Foto Joel C Ryan/Scanpix
Der var et kongeligt skær over britisk filmfest. Her er det holdet bag “Three Billboards Outside Ebbing, Missouri” ved Bafta 2018. Foto Joel C Ryan/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Der var et kongeligt skær over britisk filmfest Bafta – som er englændernes svar på en Oscar.

Prins William og gravide hertuginde Kate var nemlig med til festen, da det britiske filmakademi, Bafta, søndag aften uddelte sine årlige filmpriser.

Og igen blev det en amerikansk film, der løb med hæderen som årets bedste – samme film, som også landede en Golden Globe-statuette.

Mordet blev ikke opklaret

Filmen med det lange navn “Three Billboards Outside Ebbing, Missouri” handler om en mor, der er frustreret over, at mordet på hendes datter ikke er blevet opklaret syv måneder efter, at det er sket.

Hun – i skikkelse af skuespilleren Frances McDormand – lejer tre reklameskilte og bruger dem til at få den lokale sheriff i tale og få skred i opklaringen af mordet.

Filmen, der også er nomineret til en Oscar, løb i alt med fem priser søndag aften.

Flere danskere var nomineret

Både Frances McDormand og Sam Rockweel gentog deres Golden Globe-bedrifter og høstede hver en Bafta-pris.

Tre danskere var også nomineret til nogle af aftenens øvrige priser, og en af dem vandt sågar.

Det er Jonas Mortensen, der både har filmet og været med til at producere kortfilmen “Cowboy Dave”.

Den handler om en dreng, hvis liv tager en drejning, da han møder en musiker.

Den bedste britiske kortfilm

Filmen vandt en pris i kategorien bedste britiske kortfilm.

Her var en anden dansker, Signe Byrge Sørensen, også nomineret for at have produceret “A Drowning Man”.

Derudover måtte Dan Laustsen se sig forbigået til en pris i kategorien bedste fotografering.

Den danske filmfotograf, der er nomineret til en Oscar for sit arbejde med filmen “The Shape of Water”, blev ved Bafta-uddelingen slået af Roger Deakins, der har filmet “Blade Runner 2049”.

Kamp mod undertrykkelse markeret

Til gengæld kunne folkene bag “The Shape of Water” glæde sig over, at Guillermo Del Toro fik prisen som bedste instruktør.

Filmen blev også hædret for bedste musik og bedste scenografi.

Nøjagtigt som ved andre af vinterens prisuddelinger inden for film og teater blev kampen for ligestilling og imod undertrykkelse og chikane af kvinder i branchen markeret af de deltagende kvinder.

Langt de fleste mødte op i sort for at støtte op om MeToo-bevægelsen, herunder Angelina Jolie, Salma Hayek og aftenens vært, Joanna Lumley.

Powered by Labrador CMS