Derek Fowlds er død

Derek Fowlds blev kendt i tre store britiske tv-serier - senest som Oscar Blaketon i Små og Store Synder.

Derek Fowlds (i midten) spillede den enfoldige ministersekretær Bernard i kultserien Yes Minister. her ses han med Paul Eddington til Venstre og Nigel Hawthorne til højre. Foto: NF/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Skuespilleren Derek Fowlds, der som ministersekretæren Bernard blev berømt som det tredje hjul i BBC’s kultserier Yes Minister og Yes, Prime Minister, er død fredag, 82 år.

Det bekræfter hans personlige assistent ifølge avisen The Guardian.

Yes Minister løb hen over de britiske tv-skærme fra 1980 til 1984 og blev kort efter en uhyre populær serie på dansk tv.

Artiklen fortsætter under videoen 

Yes, Prime Minister fra 1986 til 1988 blev en lige så populær opfølger.

De handler begge om intriger i en regering, og hvordan en minister – og senere premierminister – konstant er i fare for at blive savet midt over af embedsmænd, der opfatter sig som de egentlig magtudøvere.

I de to serier spillede Fowlds over for Paul Eddington som ministeren Jim Hacker og Nigel Hawthorne som den emsige embedsmand Humphrey.

Fowlds fik senere en stor rolle i kriminalserien Små og Store Synder som Oscar Blaketon.

Serien blev en kæmpe seersucces for tv-kanalen ITV. Det blev til 372 afsnit fra 1992 frem til 2010. Den har været vist på dansk tv.

Powered by Labrador CMS