Deres datter hører slet ikke efter
Skuespillerforældrene Lars Ranthe og Christine Albeck Børge siger nej til nogle af datterens skuespiltilbud.
For 17-årige Rigmor Ranthe er skuespillet nærmest kommer ind med modermælken.
Hun er datter af Badehotellet-stjernen Lars Ranthe og Ulven kommer-hovedrolleindehaveren Christine Albeck Børge.
Artiklen fortsætter under videoen
Rigmor Ranthe har da også tidligt været klar over, at hun selv ville forfølge den samme levevej. Og med et cv, der allerede byder på roller i “En helt almindelig familie”, “Klovn” og netop nu “Retfærdighedens ryttere”, er det unge stjerneskud godt på vej.
Men det er altså ikke forældrene, der har givet hende en forlomme.
– Hun gider ikke lytte til os – det synes jeg kun er godt, siger Lars Ranthe med et stort grin til gallapremieren på “Retfærdighedens ryttere”.
– Hun har brug for at være sin egen. Hun har to forældre, der er skuespillere, så hun har brug for at finde sin egen vej i det, tilføjer den rutinerede skuespiller om sin celebre datter.
Der er dog ikke lukket for at dele ud af erfaringerne.
Lars Ranthe er nemlig helt klar til at træde til med et godt råd – hvis altså datteren selv beder om det.
– Men ellers synes jeg sgu, det er meget cool, at hun kører sit eget show, siger han.
Ifølge Christine Albeck Børge har det stået længe i stjernerne, hvilken vej datteren ville gå.
– Det kunne vi vi kunne regne ud ville ske. Lige så længe jeg kan huske, har hun sagt, hun ville være skuespiller.
– Vi er helt vildt stolte. Det er skønt – hun gør det altid pissegodt, siger den 46-årige skuespillerinde.
Stolte forældre
Forældrene er revnende stolte af deres skuespillerfrø. Men selv om der brænder en skuespil-ild i hende, giver forældrene hende ikke lov til at kaste sig ud i hvad som helst.
– Hun går jo i gymnasiet, så hun skal passe sin uddannelse. Så der er ting, hun ikke får lov til. Men ellers prøver vi at lade hende selv, siger Lars Ranthe og uddyber:
– Vi sætter selvfølgelig foden ned, hvis det er et projekt, vi ikke synes, hun skal være med i, fordi vi er hendes mor og far, og hun er ikke 18 år endnu.
– Det har hun forståelse for, hun kender jo gamet indefra. Og hun ved, at det også er vigtigt at have en uddannelse og at være ung og have en masse unge venner og ikke pludselig være sådan en, der kun laver film, når man er 17 år, og ikke har nogen venner eller noget socialliv. Hun skal nok nå det hele.
Lars Ranthe fortæller videre, at han og hustruen primært har sagt nej, når rollen har krævet, at datteren har skullet være væk i fire-fem måneder for at optage.
– Det går jo ikke, når hun stadig går i skole, pointerer han.