- Derfor blev jeg skruk
Skuespilleren Sara Hjort Ditlevsen og hendes mand, lægen Jacob Lawaetz, har udvidet familien igen. Sammen har parret også datteren Selma
Skuespillerinden Sara Hjort Ditlevsen har for anden gang indtaget sit livs rolle.
Hun og manden, Jacob Lawaetz, er nemlig blevet forældre igen.
Det afslører den nybagte mor på Instagram.
- Velkommen til verden, bassemand, skriver Sara Hjort Ditlevsen på det sociale medie.
Parrets første barn, datteren Selma, kom til verden under den første coronanedlukning i foråret 2020 - knap et år efter de blev gift.
Kan blive indspist
Den 34-årige skuespillerinde, der blandt andet er kendt for tv-serier som "Rita", "Gidseltagningen" og "Advokaten", blev nemlig med Jacob Lawaetz, der er læge, i sommeren 2019.
Hun har tidligere fortalt til Billed-Bladet, at det er dejligt, at de arbejder inden for vidt forskellige fagområder.
- Jeg har før været sammen med folk fra branchen, og det kan godt blive lidt indspist. Det er lidt alvorligere ting, han har med at gøre. Det kan sætte tingene lidt i perspektiv for mig, når vi kommer hjem fra arbejde og fortæller om vores dag, har hun tidligere sagt til ugebladet.
Med i Dag & nat
I øjeblikket er Sara Hjort Ditlevsen aktuel i TV 2-dramaet "Dag & nat".
Serien udspiller sig på en fødeafdeling, hvor jordemødrene knokler for at give de fødende kvinder de bedste betingelser for at bringe et lille nyt liv til verden.
Og de små statister, hvoraf de yngste var blot én uge gamle, smeltede skuespillerne, fortalte Sara Hjort Ditlevsen i maj til Ritzau.
Satte skub i det
Faktisk satte det skub i familieforøgelsen.
- Det var meget livsbekræftende. Alle var sådan: Ej og åh! Og jeg tror, at vi alle blev lidt skrukke, sagde Sara Hjort Ditlevsen dengang.
- Vi har altid gerne villet have flere børn, mig og min mand, så vi tænkte: Er det ikke bare nu, vi skal gøre det? Så der var en lille sammenhæng med serien. En lille kickstarter, fortalte hun.