Derfor bliver Camilla gjort til dronning

Dronning Elizabeth ønsker, at prins Charles' hustru, Camilla, skal bære en dronningetitel, når han tager over

Prins Charles' hustru, Camilla, bærer titlen hertuginden af Cornwall. Nu har dronning Elizabeth meddelt, at hun ønsker, at Camilla skal bære titlen som dronning, når hendes ældste søn en dag tager over. (Arkivfoto).
Prins Charles' hustru, Camilla, bærer titlen hertuginden af Cornwall. Nu har dronning Elizabeth meddelt, at hun ønsker, at Camilla skal bære titlen som dronning, når hendes ældste søn en dag tager over. (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

At dronning Elizabeth ønsker, at hendes svigerdatter Camilla skal bære titlen som dronning, når prins Charles en dag bliver konge, er ikke gået ubemærket hen blandt kendere af det britiske kongehus.

Eksempelvis kalder den royale kommentator Peter Hunt det for en "ekstraordinær indgriben" fra dronningens side.

- Camilla er bragt ind fra kulden, skriver han i et indlæg i det britiske magasin The Spectator.

Hunt har tidligere været royal korrespondent for britiske BBC.

I forbindelse med markeringen af sine 70 år på tronen søndag har dronningen skrevet i et brev, at hun ønsker, at Camilla, skal bære titlen Queen Consort, når hendes mand, prins Charles, bliver konge.

Kvindelig ægtefælle

Queen Consort er betegnelsen for en kvindelig ægtefælle til en konge. Dermed bliver hertuginden af Cornwall til dronning Camilla.

Peter Hunt skriver også, at den 95-årige dronning "fremtidssikrer en institution, hun har stået i spidsen for i 70 år".

Legitimerer tronfølgen

Også Ed Owens, der er historiker i det moderne britiske monarki, har kommenteret på dronningens ønske om at gøre Camilla til dronning.

Han siger til den britiske avis The Mirror, at monarken forsøger, at "legitimere tronfølgen".

- Det er et meget klogt PR-træk fra paladsets side, siger han.

Historiker Hugo Vickers kalder dronningens udmelding for "et vigtigt øjeblik for monarkiet".

- At gøre det klart, at Camilla bør være dronning, er ikke bare en klog og generøs beslutning. Det er en genistreg og typisk for en betænksom monark, siger han til den britiske avis Daily Mail.

Mistede livet i ulykke

Prins Charles blev gift med Camilla i 2005. Inden da var de flere år forinden begge blevet skilt. Prinsen fra prinsesse Diana og Camilla fra Andrew Parker Bowles.

I 1996 blev prinsen skilt fra prinsesse Diana, der mistede livet i en bilulykke i 1997.

Efter sin skilsmisse sagde prinsesse Diana i et opsigtsvækkende interview, at der havde været tre personer i deres ægteskab. Det skete med henvisning til Camilla, der blev skilt fra Andrew Parker Bowles i 1995.

Da prins Charles og Camilla blev gift i 2005, blev det meldt ud, at hun ville bruge titlen Princess Consort, når hendes mand skulle overtage tronen efter sin mor.

Parret har efter dronning Elizabeths bekendtgørelse lørdag udtalt, at de er "rørte og beærede" over dronningens ord. Det oplyser en talsmand for prins Charles ifølge The Mirror.

Powered by Labrador CMS