Derfor forlod Felix Smith TV2
Tv-værten Felix Smith var i otte år hos TV2 og kunne sikkert have siddet der resten af livet, siger han.
Da Felix Smith sidste år meddelte, at han efter otte års ansættelse havde valgt at sige farvel til TV2, var det med en helt speciel agenda.
Han ville nemlig være vært på den danske version af programmet “Top Gear”.
Artiklen fortsætter under videoen.
– Det er mit yndlingsprogram, og da jeg hørte, at Discovery gik og rodede med måske at lave det, tænkte jeg, at jeg simpelthen blev nødt til at prøve at få en plads i det, selv om det kostede mig mit job på TV2, fortæller Felix Smith og uddyber:
– Jeg havde jo ellers et fint job på “Go’ Aften Danmark” og sad der og hyggede mig, og der kunne jeg måske i virkeligheden være blevet siddende resten af mit tv-liv, men jeg ved, jeg havde fortrudt det for evigt, hvis jeg ikke havde prøvet det her, siger han.
Drengedrømmen
TV-programmet “Top Gear” er et verdenskendt format, hvor værterne tester forskellige bilers hurtighed og manøvrering. I den danske version skal Felix Smith dyste med skuespilleren Dar Salim og den tidligere racerkører Jesper Carlsen, der er hans medværter.
– Det har altid været mit mål i livet at komme til at køre så mange forskellige biler som muligt, og i det her program får man bare lov at prøve nogle ting, man ikke får lov til på nogen anden måde. Det er en drengedrøm og så oven i købet sammen med to gode venner, siger Felix Smith.