Derfor maler Jacob Haugaard

Der er nemlig kun en ting, der kan få den snakkesalige komiker til at tie 

Offentliggjort

I samme sekund Jacob Haugaard vågner om morgenen, starter snakketøjet.

Der er faktisk kun en ting, der kan få ham til at tie stille - et helt særligt holdkæftbolsje.

- Jeg starter ligesom en spilledåse, og så slukker jeg først om aftenen, sagde den 72-årige komiker til Kendte.dk ved premieren på Cirkus Summarum torsdag eftermiddag.

Maleriet som stille frirum

- Men når jeg maler billeder, så siger jeg ikke noget. Yoga og meditation kan jeg ikke forene mig med. Både konen, søstrene og døtrene dyrker det - kvinderne har let adgang til det, men for mig er maleriet et godt sted at falde hen, afslørede Jacob Haugaard, der har mange skilderier i samlingen, og som han gerne udstiller.

Men nu går han en sommer i møde, hvor der skal arbejdes på scenerne rundt omkring.

 Herunder ikke mindst traditionen tro som konferencier på Grøn Koncertturnéen.

Sommer fyldt med arbejde og fest

- Jeg har aldrig fri om sommeren. Det er pissefedt at leve af at være, hvor der festes, og når folk har ferie. Så kan man jo rigtig feste igennem, sagde han med et stort smil.

- Jeg har ramt den rigtige hylde, sagde Jacob Haugaard, der sammen med hustruen Ilse Wilmot havde fem børnebørn med til Cirkus Summarum i Ballerup.

- Og så får jeg ovenikøbet penge for at gå til fest. Så det er ikke så tosset, lød det fra multikunstneren, der også spiller musik og skuespil.

Jacob Haugaard med hustruen Ilse Wilmot til premiere i Cirkus Summarum.
Powered by Labrador CMS