Derfor overtager han stor rolle

Zaki Youssef er fortid som Assad i Afdeling Q-filmene

Offentliggjort Sidst opdateret

Nordisk Films overtagelse af Jussi Adler-Olsens krimier om Afdeling Q fik en noget lunken modtagelse sammenlignet med Zentropas første fire filmatiseringer.

Nu er optagelserne i gang til filmatiseringen af krimikongens sjette bog i rækken, 'Den grænseløse', og der er en stor udskiftning af en af de centrale roller.

Zaki Youssef, som spillede Assad i Nordisk Films første filmatisering, 'Marco effekten', bliver erstattet af den fremadstormende skuespiller Afshin Firouzi.

Det oplyser Nordisk Film i en pressemeddelelse.

Er blevet far

Ifølge Nordisk Film skyldes udskiftningen, at Zaki Youssef for nylig er blevet far, og at indspilningen af 'Den grænseløse' desuden er blevet rykket, således at hans kalender ikke kunne gå op.

Zaki Youssef havde overtaget rollen som Carl Mørcks makker, Assad, efter den svenske superstjerne Fares Fares. Men nu er han altså skiftet ud med Afshin Firouzi.

Flankeres af flere kendte navne

Den nye trekløver, som instrueres af Ole Christian Madsen, får selskab af flere prominente navne såsom Søren Malling, Peter Mygind, Helle Fagralid og Rasmus Bjerg.

'Den grænseløse', der får premiere den 1. februar 2024, udspiller sig på Bornholm, hvor en del af optagelserne også finder sted.

Carl Mørck bliver ringet op af en bornholmsk kollega og sættes på en 17 år gammel sag om en ung kvinde, der blev fundet dræbt.

Drabet, der officielt blev skrinlagt som en trafikulykke, viser sig at kunne forbindes til den lokale politikreds og en hemmelig soldyrkende kult, hvor unge kvindelige disciple i årevis er forsvundet sporløst fra, lyder det om handlingen.

Den autodidakte skuespiller Afshin Firouzi har landet rollen som Assad.
Den autodidakte skuespiller Afshin Firouzi har landet rollen som Assad.
Powered by Labrador CMS