Design- og udviklingsassistent for dronningen?
Er du kreativ, punktlig og har du flair for tal, så er en nyoprettet stilling i det britiske kongehus måske en mulighed
På trods af, at det britiske kongehus på grund af landets corona-nedlukning er hårdt ramt på økonomien, eller måske endda derfor, har dronningen netop slået en nyoprettet stilling op.
Hun søger en kreativ blæksprutte, der skal være med til at sikre fremtiden for dele af den royale merchandise.
Artiklen fortsætter under videoen
Der er tale om en stilling hos ‘The Royal Collection Trust’ og med arbejdsplads på institutionens virksomhed i Stoke-on-Trent, hvor der produceres glas- og porcelæns produkter til de royale merchandise butikker. De findes blandt andet på Buckingham Palace, Windsor Castle og Palace of Holyroodhouse.
Produkterne sælges desuden også i stigende grad via fondens webshop.
Kræver lidt af hvert
Selve jobbet, der er på fuld tid, involverer design samt udvikling og planlægning af produktionen. Desuden ‘vital’ administrativ og logistisk support til teamet samt overvågning af bestillinger, lager, emballage og gaveæsker, fremgår det af jobopslaget, der kan ses på kongehusets hjemmeside.
Den rette kandidat har et godt øje for detaljer og fremragende evner indenfor administration. Sans for at organisere, planlægning samt prioritering af sin egen tid og deadlines vægtes ligeledes højt. Endelig er den nye medarbejder også en person med flair for tal og er god til at kommunikere med og rapportere til kolleger og kunder.
Lønnen?
Bliver man udvalgt til jobbet, kan man se frem til en årlig, fyrstelig gage på 185.000-195.000 kroner afhængig af kvalifikationer. Det er nogenlunde det samme, som for eksempel en faglært murer typisk tjener i Storbritannien. Eller noget, der minder om 15.000-25.000 kroner mindre end den gennemsnitlige mindsteløn for ufaglærte på tværs af brancher her i Danmark.
Vil man i betragtning til det royale job, skal man være opmærksom på, at der er sidste ansøgningsfrist den 31. januar.