-Det drømmer jeg om som det næste
Skuespilleren har vundet en pris for at være folkekær, men nu er hun klar til at gå i en helt anden retning.
Mille Dinesen har spillet singlekvinden Nynne og den fandenivoldske lærer Rita i tv-serierne af samme navn, og så har hun spillet hovedrollen i sidste års store publikumssucces “Jagtsæson”.
Og det er ikke gået ubemærket hen.
Torsdag aften modtog Mille Dinesen nemlig Ove Sprogøe Prisen, som uddeles af Nordisk Film Fonden.
Hædersprisen gives for en usædvanlig præstation til en skuespiller, der har potentiale til at opnå samme folkelige appel som Olsen Banden-ikonet.
Artiklen fortsætter under videoen
Mille Dinesen er meget beæret over den hæder, som hun blandt andet tilskriver tv-serien “Rita”, hvor hun gennem fem sæsoner har spillet hovedrollen.
Og det var da også netop arbejdet med at forme karakteren Rita, der var juryens begrundelse.
– Jeg kan se med “Rita” – både i udlandet og herhjemme – at den kommer virkelig bredt ud. Og det er måske der, det folkekære kommer ind, funderer Mille Dinesen og fortsætter så:
– Det er en serie og også en rolle, som mange kan relatere til og få noget ud af. Høj som lav, tyk som tynd, ung og gammel, brasilianere og newyorkere.
Rita på Netflix
Serien er kommet på Netflix og kan ses verden over. Og det mærker Mille Dinesen også i form af daglige beskeder fra fans – lige fra Tyskland til Texas.
– Det er sjovt og også ret overvældende, efter at Rita er blevet global og er kommet så langt ud over landegrænserne, siger Mille Dinesen.
– Det handler både om at portrættere en lærer og sætte fokus på det fag, og det handler i dén grad også om at være en kvinde, der tager sagen i egen hånd – i disse tider. At folk ser hende som et forbillede. Hun siger tingene, som de er, og lægger ikke fingre imellem.
Mille Dinesen har trukket i Ritas læderjakke i næsten et årti, og danskerne har kunnet følge med foran skærmen siden begyndelsen af 2012.
Og det massive arbejde med karakteren har også sat sit præg på skuespillerinden.
– Det er efterhånden svært at sige, hvor meget Mille, der er i Rita, og hvor meget Rita, der er i Mille. Det kommer til at flyde lidt sammen, når man er så meget med til at sætte sit præg på karakteren gennem så mange år, forklarer hun.
Rollen som Rita har også givet hende fire nomineringer til film- og tv-branchens Robert-priser.
Og der er også blevet lagt mærke til hende internationalt.
Hun har nemlig vundet den prestigefyldte pris Den Gyldne Nymfe, som uddeles ved tv-festivalen i Monte Carlo foran markante navne som Julianne Margolis fra serien “The Good Wife” og Lena Headey fra “Game of Thrones”.
Bestemt type roller
Den 46-årige skuespillerinde er ikke blind for, at hun måske bliver castet til en bestemt type roller. Men hun vurderer, at det nok også ligger godt til hende.
– Hvis Rita kun havde haft to strenge at spille på i sit liv eller i sit sind, så ville hun måske også være hurtigt udtømt. Men hun er jo et menneske med hud og hår og med alle mulige sider i sig. Det har bare været et kæmpe privilegie at få lov at arbejde med et menneske ud i alle dets ydre facetter.
– Men det er klart, hun er ikke en psykopatisk massemorder. Det skulle måske være det næste for mig. Jeg kunne godt tænke mig at udfolde at spille en forbryder, siger hun.
Der er nemlig ingen tvivl om, at de næste mange år også kommer til at udspille sig foran et kamera, hvis det står til Mille Dinesen selv.
Fra hun som seks-syvårig startede i en teaterklub, har pilen nemlig peget på rollen som skuespiller – lge med undtagelse af fem år, hvor hun var at finde bag kameraet som blandt andet producerassistent.
– Jeg havde lige nogle år, hvor jeg syntes, jeg skulle have et rigtigt arbejde og tjene nogle penge, fortæller hun.
Men savnet til skuespillet blev for stort. Så Mille Dinesen besluttede sig for at søge ind på Statens Teaterskole – og kom ind i første hug.
– Fra dengang jeg startede og til nu, har det egentlig bare været en lang rejse hen mod at blive mere og mere hjemme og føle, at det var den rette hylde.
– Det er en meget stor del af mig. Det er som en forlænget arm at gå ind foran et kamera, siger Mille Dinesen.