-Det er et mirakel

I den nyeste sæson af "Robinson Ekspeditionen" vil der være langt mere diversitet, lover den mangeårige vært på programmet, Jakob Kjeldbjerg

Jakob Kjeldbjerg er tidligere professionel fodboldspiller og debuterede som tv-vært ved fodboldkarrierens afslutning. Ud over 'Robinson Ekspeditionen' er han også vært på tv-programmerne 'Divaer i junglen', 'Danmarks modigste' og 'Et ton cash'.
Jakob Kjeldbjerg er tidligere professionel fodboldspiller og debuterede som tv-vært ved fodboldkarrierens afslutning. Ud over "Robinson Ekspeditionen" er han også vært på tv-programmerne "Divaer i junglen", "Danmarks modigste" og "Et ton cash".
Offentliggjort Sidst opdateret

Det har været et hårdt år for dansk tv.

De adskillige coronarelaterede nedlukninger har påvirket mange produktioner kloden over, og "Robinson Ekspeditionen" er ingen undtagelse.

Derfor er det et under, at TV3 blænder op for den 22. sæson af "Robinson Ekspeditionen" 6. september, siger programmets vært, Jakob Kjeldbjerg.

- At jeg kan stå i spidsen for en ny ekspedition er fuldstændig fantastisk, understreger den erfarne ekspeditionsleder.

Det har nemlig både været en udfordring at finde en øde ø at optage "Robinson Ekspeditionen" og mindst lige så svært at få stablet et stort tv-program på benene i udlandet midt i en verdensomspændende pandemi.

Har rykket optagelserne

Af samme årsag har man rykket optagelserne væk fra Filippinerne, hvor mange af de tidligere sæsoner er filmet, og vestpå til Den Dominikanske Republik i Caribien.

Men årets program er ikke kun særligt, fordi det er optaget under særlige omstændigheder. Der vil være langt mere diversitet i programmet, da deltagerne har forskellige kulturelle baggrunde og personligheder, lyder det fra Jakob Kjeldbjerg.

Blandt de mere kendte ansigter i årets cast finder man tv-værten Lisbeth Østergaards mand, Ralf Østergaard Christensen.

Kappestrid og øråd

Også Amanda Sascha fra DR-programmet "De dyre piger" forlader sine ekstravagante omgivelser og forsøger sig udi primitiviteten og skal kæmpe i kappestrid og mod øråd med minimal mad i maven.

Det samme gør forretningsmanden Ninos, som har donutdynastiet Bronutz sammen med tv-personligheden Türker.

- Vi har været meget opmærksomme på, at alle seerne skal have nogle, de kan spejle sig i, siger Jakob Kjeldbjerg.

Han pointerer dog samtidig, at selv om diversitet er vigtigt, så skal den ikke være på bekostning af ambitionerne og motivationen for at stå tilbage som den sidste på den øde ø.

- Der er så mange, der gerne vil deltage i programmet. Derfor forventer jeg som ekspeditionsleder, at man giver den alt, hvad man har, når man er særligt udvalgt, understreger Jakob Kjeldbjerg.

Hård lederstil

Den 51-årige ekspeditionsleder har været i spidsen for det populære program siden 2004 og har gjort sig bemærket med sin hårde lederstil, hvor han flere gange har råbt af deltagerne, hvis de har brudt med reglerne og formatet.

Han har også kylet en deltager ud, fordi vedkommende ikke var motiveret nok.

Rollen som ekspeditionsleder og attituden over for deltagerne er udtryk for hans enorme passion for programmet.

- Jeg går rigtig meget op i det her og forventer, at deltagerne vil det lige så meget, som jeg vil det, understreger den erfarne tv-vært.

Også selv påvirket

Det er ikke kun årets ekspedition, som har været påvirket af coronasituationen.

Jakob Kjeldbjerg har også været påvirket af pandemien, da han bor i Sydfrankrig med sin britiske kone, Christine, mens hans to døtre, 20-årige Maria og 18-årige Sophia, går i skole i England.

Grundet rejserestriktionerne har det heller ikke været muligt for tv-værten at rejse ind i Danmark for at besøge sine aldrende forældre i Holstebro.

At det slet ikke var muligt at give sin 81-årige Parkinsons-ramte far og tidligere kræftsyge mor et kæmpe kram, har været uhyre hårdt, fortæller han.

- Det er første gang i mange år, at jeg har betalt en pris for at være udlandsdansker, da vi som familie har et behov for at rejse fra Frankrig til både England og Danmark, afslutter han.

I årets sæson af Robinson Ekspeditionen kan man forvente et stærkt cast af 22 stærke personligheder, som skaber en masse humor og konflikter undervejs i programmet, lover ekspeditionsleder Jakob Kjeldbjerg.
I årets sæson af Robinson Ekspeditionen kan man forvente et stærkt cast af 22 stærke personligheder, som skaber en masse humor og konflikter undervejs i programmet, lover ekspeditionsleder Jakob Kjeldbjerg.
Powered by Labrador CMS