Skip to main content

-Det fungerer bare godt

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary sagde ja til hinanden 14. maj 2004. Kronprinsparret mødte hinanden i Sydney og forlovede sig i Rom

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary fejrer i dag den 14. maj margueritbryllup efter 18 år som mand og kone.

Det er efterhånden 22 år siden, at kronprinsen fandt sin Mary på en bar i Sydney under de olympiske lege, og parret blev nogle år senere forlovet under en kærlighedsrejse til Rom.

Efter mere end to årtier sammen blomstrer forholdet fortsat mellem de to turtelduer.

Det fortalte kronprinsesse Mary til Billed-Bladet i forbindelse med sin 50-års fødselsdag i februar.

- Det fungerer bare godt. Først og fremmest er vi lykkelige sammen. Vi kan være os selv, hvilket er altafgørende. Og så har vi mange af de samme interesser, sagde hun dengang til ugebladet.

- Vi er nysgerrige og komplementerer hinanden godt, fordi vi også er forskellige. Men det er den måde, vi kan finde sammen på, der gør os stærke sammen, sagde hun til Billed-Bladet.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary mødte første gang hinanden på en pub i Sydney under OL i 2000. Parret blev forlovet under en rejse til Rom i 2003. (Arkivfoto).
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary mødte første gang hinanden på en pub i Sydney under OL i 2000. Parret blev forlovet under en rejse til Rom i 2003. (Arkivfoto).Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix

Glade for naturen

En af de ting, parret har til fælles, er ifølge kronprinsessen, at de begge er glade for at være ude i naturen og være fysisk aktive.

I løbet af parrets 18. år som ægtefolk kunne kronprins Frederik og kronprinsesse Mary for tredje gang dyrke deres fælles interesse for løb sammen med den danske befolkning, da Royal Run blev genoplivet efter en coronapause.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har fire børn. De blev første gang forældre til prins Christian den 15. oktober 2005, hvor Mary fødte den sunde og raske dreng på Rigshospitalet. Sidenhen er prinsesse Isabella og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine kommet til verden. (Arkivfoto).
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har fire børn. De blev første gang forældre til prins Christian den 15. oktober 2005, hvor Mary fødte den sunde og raske dreng på Rigshospitalet. Sidenhen er prinsesse Isabella og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine kommet til verden. (Arkivfoto).Lars Møller/Ritzau Scanpix

Mødtes ved OL

Det var også sporten, der indirekte bragte dem sammen.

Parret mødte nemlig første gang hinanden under de olympiske lege i Sydney i 2000.

Kronprins Frederik har flere gange sat ord på det skæbnesvangre møde.

I biografien "Frederik - kronprins af Danmark" fra 2008 fortalte han, hvordan kronprinsessen vakte hans interesse helt fra start.

- Det var alt ved hende, jeg blev draget af. I begyndelsen var det hendes øjne og relativt dybe stemme. Det var jo ikke bare forelskelse, men lige så meget følelsen af at have mødt en soulmate. Hvad præcist er svært at sige, når jeg elsker min kone, som jeg gør, sagde han i bogen.

Kronprinsparret 18. ægteskabsår har været et begivenhedsrigt et af slagsen. Den 5. februar fyldte kronprinsessen 50 år, og den 30. april blev det royale pars ældste datter, prinsesse Isabella, konfirmeret. (Arkivfoto).
Kronprinsparret 18. ægteskabsår har været et begivenhedsrigt et af slagsen. Den 5. februar fyldte kronprinsessen 50 år, og den 30. april blev det royale pars ældste datter, prinsesse Isabella, konfirmeret. (Arkivfoto).Philip Davali/Ritzau Scanpix

Meget er sket

Siden parrets første møde er meget sket.

De har bragt en børneflok på to prinser og to prinsesser til verden, og de to ældste har nået en alder, hvor de så småt er ved at flyve fra reden.

Parrets førstefødte, 16-årge prins Christian, flyttede sidste sommer til Næstved for at begynde på Herlufsholm Skole, mens parrets ældste datter, 15-årige Isabella, planlægger at følge ham trop til august.

Kronprinsparret blev gift i Vor Frue Kirke den 14. maj 2004. Dermed kan de i år fejre 18 år sammen som ægtefolk. (Arkivfoto).
Kronprinsparret blev gift i Vor Frue Kirke den 14. maj 2004. Dermed kan de i år fejre 18 år sammen som ægtefolk. (Arkivfoto).Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Tvillingerne bor derhjemme

Kronprinsparrets yngste børn, de 11-årige tvillinger prins Vincent og prinsesse Josephine, bor fortsat hjemme under mors og fars trygge vinger.

Kronprinsfamilien bor i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg og har også en bolig i Kancellihuset ved Fredensborg Slot.

Del din kommentar