-Det har rørt mig helt vildt

Eksistentielle spørgsmål dukkede op, da Katrine Greis-Rosenthal indspillede det biografaktuelle drama "Smagen af sult" over for Nikolaj Coster-Waldau

Katrine Greis-Rosenthal har dannet par med kollegaen Martin Greis-Rosenthal siden 2010. Sammen har parret sønnen August Levy og datteren Esther Liv, og så har Martin Greis-Rosenthal en datter fra et tidligere forhold. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

– Din kone elsker en anden.

Det sammenfoldede stykke papir med den skæbnesvangre besked i ligger diskret mellem en bunke rudekuverter.

Brevet er adresseret til gourmetkokken Carsten. Men det er Maggie – hans hustru og hende, indholdet i den skæbnesvangre seddel centrerer sig om – der får fingrene i det først. Og hun må satse alt for at skjule sin hemmelighed.

For skovler man alt op på tallerkenen, risikerer man også, at noget af det vælter ud. Og det sander hun på brutal vis i Christoffer Boes nye drama, “Smagen af sult”, som netop har fået premiere og kan ses i biograferne landet over.

– Filmen er blevet så æstetisk og så sanselig, og vi kommer hele smagspaletten rundt: sødt, salt, surt, koldt og varmt, for sådan er et parforhold, og sådan er livet også, forklarer filmens kvindelige hovedrolleindehaver, Katrine Greis-Rosenthal, og fortsætter:

– Det er på mange måder en hyldest til parforholdet og til at få det meste ud af det. Samtidig er filmen et spejl op mod vores samfund, strukturen i det og mod parforholdet. Kan vi få det hele? Og vil vi det hele?

Spiller overfor Nikolaj Coster-Waldau

I “Smagen af sult” indtager den 35-årige skuespillerinde rollen som Maggie og står over for Nikolaj Coster-Waldau, som spiller hendes mand og professionelle forretningspartner i filmen.

Sammen åbner de gourmetrestauranten Malus og drømmer indædt om at fuldende ambitionerne med en af de eftertragtede michelinstjerner. Men i deres umættelige passion glemmer de, at livets måltider ikke er gratis.

Og det får bedraget og begæret til at eksplodere.

– Det er nogle voldsomme scener mange af dem. Og det kræver, at man kender hinanden rigtigt godt, så vi brugte rigtigt meget tid sammen i indspilningsperioden, fortæller Katrine Greis-Rosenthal.

– Jeg har ikke spillet sammen med Nikolaj før. Men vi havde et virkelig dejligt samarbejde, og der var gensidig tillid hele vejen igennem. Nikolaj er super professionel og solid at spille overfor. Og så er han helt ukrukket og nede på jorden. Det er det, der gør ham til en ægte stjerne i mine øjne.

Besøgte restaurant

Sammen var de to hovedrolleindehavere forbi den tostjernede københavnske michelinrestaurant Alchemist for at trække essensen ud og få fornemmelsen af alt det, man ikke kan smage – opstarten inden gæsternes ankomst, hele jargonen, selve stemningen – og til sidst afslutningen.

På mange måder minder sanseeksplosionen om den, man kan opleve, når man går i teatret og oplever en forestilling, lyder det fra Katrine Greis-Rosenthal.

– Jeg har været på en del michelinstjerne- og gourmetrestauranter herhjemme. Jeg elsker gourmetmad, og jeg synes især, at det nordiske køkken er helt fantastisk. Det er virkelig noget, vi dyrker, min mand og jeg, fortæller hun.

– Det ér bare noget andet end at tage på en bistro og spise en bøf – hvilket vi også elsker! Så når vi tager afsted, er det for at få en helhedsoplevelse. Det er ikke bare mad. Det nærmer sig kunst. Det er ekstremt planlagt og nøje iscenesat på mange måder, siger hun.

Privat er Katrine Greis-Rosenthal gift med kollegaen Martin Greis-Rosenthal.

I samme branche

Ligesom Carsten og Maggie i “Smagen af sult” er hun og gemalen også i samme branche. Men ambitionerne skal ikke kvæle kærligheden.

– Der kan selvfølgelig være lavpraktiske ulemper indimellem. Lige i øjeblikket er min mand i Berlin på optagelser, og jeg filmer på en stor DR-produktion i København, så der er ret travlt i øjeblikket. Men jeg vil vove at påstå, at det helt klart mest er en stor fordel at være i samme branche, siger Katrine Greis-Rosenthal og fortsætter:

– Vi forstår hinandens arbejde og kan hjælpe hinanden med det. Vi ved, hvad det vil sige at være på set, hvor meget det kræver, og hvor intenst det er fysisk og mentalt.

Det gjaldt også under optagelserne af “Smagen af sult”.

– Jeg vil ikke sige, at jeg lærer noget, for filmen giver ikke noget facit for, hvad der er det rigtige i livet, men jeg går i hvert fald hjem og reflekterer over tematikkerne, værdierne og livsvilkårene: Kan vi få det hele på en gang? Vil vi det hele på en gang? Og er det egentlig det rigtige for os?, siger hun.

– Der har været scener, som har rørt mig helt vildt, og hvor jeg har givet min mand et ekstra kram og mine børn et ekstra knus, når jeg er kommet hjem. Jeg synes kun, det er dejligt, hvis man kan mærke det, man laver og ikke bare er en kold fisk.

“Smagen af sult” kan ses i biograferne landet over.

Powered by Labrador CMS