Det kommer til at koste kassen, når vanæret Hollywood-producer skal skilles

Harvey Weinstein må slippe millioner til sin kommende ekskone Georgina Chapman, der forlod filmmanden efter anklager om sexovergreb. I runde tal koster det ham 125 millioner kroner at blive skilt.

Han ser bekymret ud, filmmanden Harvey Weinstein – og det har han givetvis god grund til. Nu er konen i hvert tilfælde skredet – og hun har taget børn og en god del af opsparingen med. Arkivfoto: Mike Segar/Scanpix
Han ser bekymret ud, filmmanden Harvey Weinstein – og det har han givetvis god grund til. Nu er konen i hvert tilfælde skredet – og hun har taget børn og en god del af opsparingen med. Arkivfoto: Mike Segar/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Det kunne være titlen på et ægte filmhit: Vanæret Hollywood-producer skal skilles.

Og den er god nok – filmmand Harvey Weinstein skal skilles fra sin hustru, designeren Georgina Chapman, og må i den forbindelse grave dybt i tegnebogen. Meget dybt.

Det oplyser kilder til det amerikanske medie Page Six ifølge flere aviser.

Parterne indgik kort før jul en aftale, som menes at løbe op i cirka 20 millioner dollar. Det svarer til 125 millioner kroner.

Forliget faldt på plads, kort før parret havde kunnet fejre tiårsdag.

Har tvunget kvinder til sex

Georgina Chapman er sikret 300.000 dollar om året i ægtefællebidrag. Efter ti år stiger det beløb til 400.000 dollar. Eller henholdsvis 1,8 og 2,5 millioner kroner.

Desuden får hun øvrige udbetalinger samt part i parrets aktiver og ejendomsbesiddelser.

Deriblandt et 15 millioner dollar dyrt hus på Manhattan i New York samt en 12 millioner dollar dyr sommerresidens i The Hamptons.

I efteråret blev Harvey Weinstein beskyldt for – gennem mange år – at have misbrugt sin magt som en af Hollywods mest succesfulde filmproducere til at tvinge kvinder til sex.

Sexchikane og overgreb

Afsløringen satte gang i #MeToo-kampagnen, hvor kvinder er trådt frem og har talt om sexchikane og seksuelle overgreb

Over 100 kvinder har beskyldt den 65-årige Weinstein for seksuelle overgreb og voldtægt.

I oktober meddelte den 41-årige Georgina Chapman, at hun ville forlade sin mand som følge af anklagerne.

Parret har to børn på fire og syv år.

Børnene skal bo hos mor

De vil fremover bo hos Georgina Chapman, oplyser kilder til New York Post.

Ud over det forliste ægteskab har Harvey Weinstein også mistet sit topjob i det produktionsselskab, han med succes havde oprettet med sin bror.

Tidligere er Weinstein blevet skønnet til at have en formue på 240 millioner dollar. Men i kølvandet af sexanklagerne har han ifølge Page Six brugt millioner af dollar på blandt andet advokater og private efterforskere.

De underskrevne dokumenter om skilsmisseaftalen ventes i løbet af få dage at blive indgivet til myndighederne.

Powered by Labrador CMS