Det laver John 'Faxe' Jensen i dag
EM-guldvinderen fra ’92 turnerer stadig rundt i fodboldverdenen
Et kæmpe banner pryder gavlen i Parken, hvor John 'Faxe' Jensen er afbildet ved siden af andre legendariske danske fodboldspillere.
Selvom han for længst har lagt støvlerne på hylden, er EM-guldvinderen fra 1992 stadig aktiv inden for fodboldverdenen - dog i en lidt anderledes rolle.
Rejser en del
- Jeg er scout for Arsenal, så det lever jeg af. Det er sjovt, da det fortsat handler om fodbold, sagde John 'Faxe' Jensen til Kendte.dk ved landskampen mellem Danmark og Schweiz for nylig.
Han har engang spillet i den hæderkronede engelske fodboldklub, og som talentspejder har den tidligere landsholdsprofil nu ansvaret for at rejse til både lokale og internationale kampe for at finde nye, potentielle fodboldstjerner.
Her analyserer han spillernes evner og rapporterer tilbage til Arsenal om de kan være en god tilføjelse til klubben.
En travl sommer med EM-kampe i Tyskland
59-årige John 'Faxe' Jensen har da også haft en travl sommer med masser af rejseaktivitet.
- Jeg har været rundt og set noget fodbold under EM i Tyskland, lød det fra 'Faxe', inden han gik ind i Parken for at overvære Danmark slå Schweiz i en nervepirrende kamp.
Her mødte han i øvrigt andre legender fra dengang, nemlig Peter Schmeichel, Lars Olsen og Henrik 'Store' Larsen, der også tjekkede ind.