-Det mest skamfulde kapitel i min historie

For Leonora Christina Skov har det været normalen at være kendt som den vrede feminist eller “hende med læbestift og strutskørt”. Hun har gang på gang hørt, at hun er for meget, og at hun burde skrue ned for at slå igennem.

Derfor kom reaktionen som et kæmpe chok for den erfarne forfatter, da hun udgav sin første selvbiografiske roman, “Den, der lever stille”.

For i stedet for at blive mødt af de sædvanlige krydsede arme blev de denne gang bredt ud, og hun blev omfavnet af både anmeldere og læsere, der kunne genkende sig selv.

Nu er hun aktuel med opfølgeren “Hvis vi ikke taler om det”.

Der er igen tale om en selvbiografisk roman, men hvor hun i den forrige fortalte historien om ikke at føle sig elsket derhjemme og springe ud – som lesbisk og som sig selv – ser hun nu sin historie gennem en anden prisme.

Her er det hendes skabelse som forfatter, der er i fokus.

Og for at fortælle den historie har den 44-årige forfatter været nødt til at skrive et kapitel om det mest skamfulde, hun kunne forestille sig: sin egen MeToo-historie fra forlagsbranchen.

– Da jeg skrev det, var det helt forfærdeligt at være i, fortæller Leonora Christina Skov og uddyber:

– Jeg var nødt til at skrive med den stemme, jeg havde, da jeg var 24 år. Og den følelse af magtesløshed, jeg havde, ved at sidde i min lille lejlighed, ikke have råd til mad og blive udnyttet. For det var det, jeg blev.

Studerende

Historien udspiller sig, da Leonora Christina Skov er studerende på litteraturvidenskab og brændende drømmer om at blive forfatter. Hun redigerer sin første bog – en feministisk antologi – og får en kontrakt med en ældre forlægger.

Men der er ikke kun faglig sparring på agendaen.

Deres møder udvikler sig, da han begynder at trække vin op og røre ved hende. Og uden at gå i farverige detaljer lader forfatterinden forstå, at en fast del af deres forlagsmøder derfra er af mere seksuel karakter.

Hun prøver at fortælle det til tre veninder, men uden succes.

– Det var mærkeligt og akavet, og ingen af os vidste, hvordan vi skulle tale om det. Og siden har jeg bare undladt at tale om det, siger hun.

I stedet er hun efterladt med skammen over at være en ambitiøs, ung kvinde, der er villig til at give alt – endda sig selv – i bytte for drømmen

Og de minder har været de absolut hårdeste at tvinge ned på papir.

– Der ramte jeg muren for, hvordan jeg kunne holde ud at se mig selv. Fordi jeg var villig til at gå så langt ud over mine egne grænser for at realisere drømmen, forklarer hun.

Havde ikke de rigtige ord

Leonora Christina Skov fortæller, at hun heller ikke har haft de rigtige ord for det, hun blev udsat for. Det eneste ord, hun kendte, var “overgreb”. Og det var for voldsomt og dækkede ikke oplevelsen.

For der var ikke tale om overgreb eller tvang, og hun blev ikke holdt fast.

Men hun følte ikke, at hun havde noget valg.

Det var først, da MeToo-anklagerne stod i kø i Det Svenske Akademi, og den svenske forfatter Sara Danius stod frem og talte om “uønsket intimitet”, at noget klikkede på plads.

– Det var de magiske ord for mig. Før det havde jeg ikke noget sprog for det, siger hun og fortsætter:

– Det var en gråzone, der handlede om magtrelation. Jeg kom og havde ingenting, og han havde det hele. Det er en magtubalance, som ikke er en fysisk magt.

Kun et kapital

Hun betoner, at historien om forlæggeren kun fylder et enkelt kapitel. Og det gør den sådan set også mentalt i hendes fortælling om at blive forfatter.

– Der har været en lind strøm af dårlige oplevelser i den branche, siger hun med et grin.

Hovedsporet gennem fortællingen er hendes lange vej for at indfri drømmen om at blive forfatter.

Og der krydsklippes til hjerteskærende scener fra barndommen og et nutidsplan, hvor hun er på en både overvældende og opslidende turné med sin forrige selvbiografiske roman.

Hun har selv læst mange biografiske fortællinger, og her er hun igen og igen stødt på, at fortælleren fremstår meget positiv. Og det synes hun, er problematisk.

– Det er klart, at man ikke gider ligne en idiot, når man selv kan bestemme. Men det stod klart, at jeg var nødt til at sætte mig selv mere på spil, det kunne ikke være en rosenrød beskrivelse. Også når det gjaldt nogle steder, hvor jeg synes, at jeg virkelig har fejlet, og hvor jeg burde kunne sige nej.

– Det syntes jeg, var det modige at gøre. Frem for at skrive en roman, hvor folk bare kunne have sympati med mig hele vejen, forklarer hun.

Skrevet før Sofie Linde

Kapitlet om forlæggeren er skrevet lige omkring coronanedlukningen, og altså før tv-værten Sofie Linde fik MeToo-debatten til at stå i flammer i sommeren 2020.

Da Leonora Christina Skov så det på skærmen, var hun lamslået. Hun havde ikke troet, der ville være mere MeToo-debat, efter at den første bølge strandede i 2017.

– Jeg troede, jeg ville blive korsfæstet for det her, fortæller Leonora Christina Skov, som altså havde sine bange anelser, før debatten brød løs igen i sommer.

Selv har hun holdt sig ude af debatterne. Og det fortsætter hun med. Hun har tidligere som debattør erfaret på egen krop, hvor hårdt og ufrugtbart det har været at stille sig frem i første række.

Skaber et rum

Nu holder hun sig til litteraturen, hvor hun kan folde nuancerne ud.

– Hele projektet handler om at skabe et rum, hvor det er trygt at tale om ikke at kunne sige nej.

– Det er vigtigt for mig, at det bliver et rum, man kan være i, og ikke en hurtig overskrift, siger hun.

Derfor er det forsat bøgerne, der trækker. Men det er ikke en holdbar fremtidsplan at fortsætte i det selvbiografiske spor.

For selv om hun med den selvbiografiske “Den, der lever stille” fik et gungrende gennembrud og vandt prestigeprisen De Gyldne Laurbær, så er det simpelthen for hård kost at udpensle sine smertelige erindringerne.

Så som svar på spørgsmålet om, hvorvidt der er en selvbiografisk treer på vej, bryder hun ud i en høj latter og slår armene beskyttende op foran sig i et kryds.

– For guds skyld nej! Jeg kan se, hvad det koster, siger hun.

– Jeg har lovet Annette (hendes kæreste, red.), at jeg ikke skriver flere af den her slags bøger. Ingen af os kan sove om natten. I nat måtte vi stå op klokken 3.00 og drikke cognac, fortæller hun.

“Hvis vi ikke taler om det” udkom den 22. april.

I forlængelse af bogen udkommer også et album, hvor sanger og sangskriver Kristina Holgersen har sakset tekster fra bogen ud, klistret dem sammen på ny og sat musik til. Leonora Christina Skov synger også selv med på nogle af sangene.

• Fyret og skilt: Nu scorer han formue
• Røg efter sex-skandale: Nu er han død