Det skal Fyr Og Flamme nu
Selv om Eurovision er slut, venter der nye eventyr for Fyr Og Flamme
I flere måneder har livet drejet sig om Eurovision for Jesper Groth og Laurits Emanuel, der i år repræsenterede Danmark i det store show som duoen Fyr Og Flamme.
Det blev ikke til en finaleplads i Eurovision, der lørdag aften blev vundet af den italienske gruppe Måneskin, men livet går i den grad videre for duoen, der har masser på programmet både hver for sig og sammen.
For Jesper Groth venter et spændende eventyr, når han forlader Rotterdam i Holland, hvor showet er blevet afholdt.
– Jeg rejser videre herfra og skal ned og lave en film i Las Palmas på Gran Canaria, fortæller han.
– Jeg kan ikke sige så meget om den, andet end at rollen er en diametral modsætning til Eurovision og den her verden, så jeg har siddet og læst manuskript, imens vi har været hernede, fortæller han.
Laurits Emanuel skal til gengæld hjem og se sin familie, og det glæder han sig til.
– Jeg bliver hentet af mine forældre i lufthavnen i Kastrup, og så har vi tre timer i bilen til Bramming, hvor jeg skal fortælle dem, alt om hvad der er sket de sidste uger, siger Laurits Emanuel.
Skal spille til sølvbryllup
Og så er det ellers hjem og kramme ungerne og hustruen.
– Den yngste har fået to tænder, mens jeg har været væk, så dem glæder jeg mig til at se, siger han.
Nu venter et par fridage, men næste weekend skal Laurits Emanuel optræde igen – dog i et helt andet regi end Eurovision.
Han skal nemlig spille til et sølvbryllup.
– Jeg ved ikke, om de ved, at det er en Eurovision-deltager, der kommer og spiller for dem, siger Laurits Emanuel, der dog afviser, at sølvbrudeparret får lov at høre “Øve os på hinanden”, da han ikke er ude at spille i Fyr Og Flamme-regi.
– Så skal de i hvert fald have den store pengepung frem. Men de får noget gedigen 50’er-rock i stedet, siger den alsidige musiker og griner.
Under Eurovision er det lykkedes for Fyr Og Flamme at færdiggøre deres debutalbum, der forventes at udkomme senere på året.