Det skal han nu

Jan Linnebjerg lægger Pyrus på hylden. Men han har en plan

Jan Linnebjerg har planen klar for, hvad der skal ske, når han nu lægger Pyrus på hylden.
Offentliggjort Sidst opdateret

Når de forpligtelser Jan Linnebjerg har i kalenderen som Pyrus, er opfyldt, bliver den lille, drilske julekalender-nisse lagt på hylden.

Ikke fordi han ikke længere er populær, for det er han. Utrolig populær endda.

- Jeg er blevet 62 år og har optrådt med Pyrus siden 1994. Så jeg synes, tiden er inde til, at der skal ske noget andet, siger Jan Linnebjerg til Kendte.dk.

Nyt projekt i støbeskeen

Han fortæller også, at han er i gang med at forberede et helt nyt projekt.

- Jeg vil ikke kalde det for foredrag, for det er noget, videnskabsfolk disker op med. Nej, jeg vil ud i landet og fortælle historier fra og om mit liv, forklarer han og fortsætter. 

- Om alt det fede, jeg har oplevet. Men også om alt det svære, jeg har været igennem. Blandt andet mit tidligere alkoholmisbrug og mine udfordringer med ADHD, siger han.

Han siger også, at han forventer at være klar med projektet en gang i efteråret 2022.

Egen golfbane

Endelig har han også en golfbane i Ølstykke, Linnebjerg Golf, der skal passes.

- Vi var oprindeligt tre, der startede banen, men nu er der kun mig tilbage, så den fylder en hel del. Men det går rigtig godt. I dag er der 400 medlemmer, og vi er blevet fuldgyldigt medlem af Dans Golf Union, forklarer han. 

Pyrus kan godt dukke op igen

Jan Linnebjerg sætter så også lige en fed streg under, at Pyrus på ingen måde bliver lagt i graven. Han kan sagtens dukke op igen, hvis det virker rigtigt.

- For eksempel i forbindelse med velgørenhed. Men de kommercielle turneer er det definitivt slut med, siger han.

Powered by Labrador CMS