Det skal Oh Land under X Factor-aflysning

De næste to uger må seerne undvære "X Factor", og den beslutning kommer til at påvirke Oh Land.

Offentliggjort Sidst opdateret

Torsdag meddelte TV2, at det populære underholdningsprogram “X Factor” ikke vil blive sendt de næste to uger på grund af coronakrisen.

En helt rigtig beslutning, mener sangerinden Oh Land, der er dommer i programmet for andet år i træk. Også selv om programmet er noget, der kan samle familierne hjemme i stuerne i en krisetid.

– Jeg synes, det er det eneste fornuftige at gøre på nuværende tidspunkt. Vi skal jo netop alle stå sammen om at tage de forholdsregler, der kan bremse spredningen, siger Oh Land.

– Det nytter ikke noget, hvis nogle gør, og andre ikke gør. Så opnår vi ikke den effekt, som er hensigten. Sådan er det, og så må vi komme stærkt igen, når vi ved noget mere, siger dommeren.

Tør ikke spå om fremtiden

Hvad udsættelsen af programmet kommer til at betyde for showet og de tilbageværende deltagere, vil hun ikke spå om.

– Det er for tidligt at sige. Men lige nu betyder det det samme som for alle andre. Vi skal hjem og passe på hinanden og os selv og få det bedste ud af den ekstra tid, mange af os pludselig har, siger hun.

– Jeg skal bruge de første par dage på at vænne mig til de nye forhold, og så tror jeg, at man hurtigt vil komme ind i en tilstand, som føles mere naturlig med anderledes rutiner.

De næste to uger bliver også en mulighed for at være mere sammen med sønnen Svend og kæresten Adi Zukanovic for sangerinden.

– Jeg vil bruge tid med min nærmeste familie, og det er sådan set det. Måske gøre nogle af de ting, jeg ellers aldrig har tid til. Og prøve at lade være med at bekymre mig for meget, siger hun.

Der er seks deltagere tilbage i “X Factor”. Thomas Blachman har stadig alle sine tre deltagere, Ankerstjerne har to, mens Oh Land har én deltager tilbage.

Powered by Labrador CMS