- Det største i mit liv
For første gang udgiver rapdronningen Tessa et album
Den danske rapstjerne Tessas mange fans, som hun selv kalder for "sjakalinas", kan glæde sig til på fredag.
Hun udgiver nemlig sit første album med navnet "Tessas hævn".
Det skriver hun på Instagram.
- Jeg er klar
- Det er det største, jeg har lavet i mit liv. Jeg er klar, er I?, skriver hun i opslaget, der også har en video med hurtige klip fra hendes karriere kørende.
Det er godt fire år siden, at Tessa udgav sin debutsingle, "Snakker for meget".
Der er kommet flere singler siden, men hun har ikke tidligere udgivet et album.
Rapkæftet rapdronning
Tessa er blevet kaldt rapkæftet og rapdronning. Hendes borgerlige navn er Theresa Ann Fallesen, og hun har tilbragt en stor del af sin barndom i Askerød i Hundige.
For et par år siden udgav hun singlen "Blæstegnen", som hylder hendes vestegnske ophav.
Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, der stammer fra Ishøj, optrådte i sangens musikvideo som en af veninderne i Tessas slæng.
Prisregn
Tidligere i år har Tessa udgivet to singler - "Betalt" og "Hustle & Kærlighed". Og til vinter rejser hun landet rundt på turné.
Tessa har vundet flere priser gennem sin karriere.
Herunder en Zulu Awards for Årets Nye Navn, The Voice Prisen i 2020 og en Danish Music Awards for Årets Nye Danske Livenavn og Mtv Europe Music Awards for Bedste Nordiske Kunstner i 2021.
Krænkelser
Det er ikke musikken, som Tessa er kendt for.
Albummet "Tessas hævn" har samme navn som DR3-serien, der blev udgivet i 2020, hvor hun fortalte om MeToo, ligestilling og digitale krænkelser.
Og på årets første dag i 2021 holdt Tessa en nytårstale i DR2-programmet Deadline, hvor hun talte bramfrit om de samme emner.