S-politiker foreslår ny genoptjenings-model

Socialdemokrat vil kopiere model som bruges til højtuddannede til også at gælde for ledige i jobrotation. Foto: Colourbox/free
Udgivet Opdateret

Det skal være lettere for ledige at genoptjene retten til dagpenge. Derfor foreslår Bjarne Laustsen en ny model.

Midt i den ophedede dagpengedebat foreslår en erfaren socialdemokrat, at regeringen kopierer en model, hvor højtuddannede ledige optjener dagpengeret, til også at omfatte ledige i jobrotation. FOA-formand Dennis Kristensen opfordrer regeringen til at kigge på forslaget. Det skriver Fagbladet FOA.

– Hvis vi bruger den samme model på jobrotation og aktivering, som vi bruger på højtuddannede, vil flere af de udfaldsramte dagpengemodtagere kunne reddes fra økonomisk ruin.

Efter flere lappeløsninger på dagpengeområdet foreslår socialdemokraten Bjarne Laustsen, medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg, at regeringen kopierer videnpilot-ordningen, hvor primært højtuddannede ledige optjener dagpenge, mens de kommer tættere på arbejdsmarkedet.

Modellen bør udvides til også at gælde mennesker i jobrotation og aktivering, hvor man i dag ikke optjener dagpengeret.

– Det vil stensikkert virke. Det uddanner arbejdsstyrken, og vi gør jobrotation og aktivering til noget positivt. Det har det ikke været hidtil, siger Bjarne Laustsen til Fagbladet FOA.

Videnpilot-ordningen er for nylig omstruktureret, og er i dag samlet under den statslige fond, Innovationsfonden. Men princippet er fuldstændigt det samme som hidtil. Et skøn fra Innovationsfonden viser, at totredjedele af de, som har været videnpiloter gennem tiden, er højtuddannede og tidligere ledige.

Bjarne Laustsen mener, at reglerne skal ændres, så staten i dag går ind og gør det muligt for ledige at optjene dagpengeret i jobrotation eller aktivering, fordi den ledige ret beset udfører et fuldtidsjob.

FOAs formand, Dennis Kristensen, synes, idéen er interessant:

– Det her er et godt og rigtigt skridt på vejen. Er der vilje, er der politisk vej, og dette er bestemt et håndtag, jeg synes, regeringen skal tage og kigge på – jo før, jo bedre, siger han.

Powered by Labrador CMS