- Det var mennesker, der levede

Finansmanden Klaus Riskær tager afsked med modeskaberen Erik Brandt

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jamen, vi siger farvel både til Erik og Margit. Fordi, de var uadskillelige. 

Sådan lyder ordene fra finansmanden Klaus Riskær, der er til stede ved Holmens Kirke torsdag eftermiddag for at tage afsked med Erik Brandt. 

Han forklarer, at det både er Erik Brandt og hans kone Margit, som venner og familie siger farvel til, fordi de var så tætte som ægtepar. 

Det var en kæmpestor sorg for Erik Brandt, da han mistede sin hustru. 

- Det var mennesker, der levede. Var fyldt med liv. De var altid glade. Altid i godt humør. Man skulle være i god kondition for at følge med, vil jeg sige. Det er godt for dem. Farvel til dem begge to, lyder det blandt andet fra Riskær.

Modeskaberen Erik Brandt døde lørdag formiddag. Han blev 79 år.

Skabte eget modemærke

Erik Brandt og hans hustru, Margit Brandt, skabte deres eget modemærke, Margit Brandt Design, som i 60'erne og 70'erne satte dansk mode på verdenskortet.

De åbnede en forretning i København K og udvidede siden med filialer herhjemme og i USA, Japan, Schweiz og Hongkong.

Hun var den indadvendte og kreative, han den udadvendte med flair for penge.

Gik strygende

I mange år gik forretningen strygende.

I slutningen af 1970'erne optræder Margit Brandt på andenpladsen i bogen "Fashion Genius of the World" af den britiske moderedaktør Serena Sinclair. Hun var kun overgået af den britiske designer Mary Quant.

Det smukke par forstod også at iscenesætte sig selv, når de viste villaen i Vedbæk frem i boligblade eller lod sig fotografere med store navne som Mick Jagger, David Bowie, Iggy Pop og Andy Warhol.

Overvejede teologi

Prins Henrik var også en af parrets gode venner.

Det lå dog ikke i kortene, at Erik Brandt - sammen med sin hustru - skulle være med til at sætte Danmark på modekortet.

Selv overvejede han som ung at studere teologi og litteratur.

I 1980'erne vendte modesuccessen.

Erik Brandt og Margit Brandt kom hjem efter nogle økonomisk svære år i New York i USA.

De opgav moden og fokuserede en overgang på hotel- og galleridrift med blandt andet Brandts Pakhus og Hotel Store Kro.

Døde af lungesygdom

I 2005 udgav Erik Brandt selvbiografien "Brandt".

I 2011 døde Margit Brandt af lungesygdommen KOL, og Erik Brandt har i årene efter fortalt, hvor hårdt det tog på ham.

De to havde kendt hinanden, siden de var 17-18 år, og efter så mange år sammen var det svært at leve videre uden hende.

Modeskaberen har også i årene efter i et tv-program fortalt, at han har levet med en alkoholafhængighed.

Erik Brandt efterlader sig sine to døtre, Julie og Emilie Brandt.

Klaus Riskær sætter ord på Erik og Margit Brandt, der som par var uadskillelige.
Klaus Riskær sætter ord på Erik og Margit Brandt, der som par var uadskillelige.
Modeskaber Erik Brandt døde lørdag 79 år gammel. Han bliver begravet torsdag - efter eget ønske fra Holmens Kirke i København.
Modeskaber Erik Brandt døde lørdag 79 år gammel. Han bliver begravet torsdag - efter eget ønske fra Holmens Kirke i København.
Powered by Labrador CMS