Det var også på tide
Ellen Hillingsø læste op af ’Babettes Gæstebud' ved afsløringen af Karen Blixen-skulptur i København
Det har været en vanskelig proces at skaffe midler til Karen Blixen-skulpturen af billedhuggeren Rikke Raben.
Men onsdag formiddag blev resultatet af bestræbelserne fra initiativtagerne afsløret på Skt. Annæ Plads i København.
- Er den ikke fin, lød det fra Ellen Hillingsø til Nyheder.dk om hæderspladsen i gadebilledet.
Læste op af Blixen
Den 57-årige skuespiller læste op af ’Babettes Gæstebud’ for de fremmødte, og stillede bagefter op til et interview, hvor man kunne forstå, at det var på tide.
- Når man hører, hvor svært det har været at skaffe penge og midler til en skulptur af vores nationalforfatter Karen Blixen, som internationalt set står ved siden af Kirkegaard og H.C. Andersen, så virker det fuldstændig forargeligt og skandaløst, mente Ellen Hillingsø, der har et særligt forhold til forfatterens arbejde.
- Jeg har faktisk spillet ’Babettes Gæstebud’ på teatret ’Republique’ for nogle år siden sammen med Benedikte Hansen, som også er her i dag, sagde hun.
Fonde og donationer
I 2017 tog initiativtagerne fat i Københavns Kommune med forslaget, at Karen Blixen har fortjent en strålende plads i hjertet af byen.
Efter kommunens tildeling af Sankt Annæ Plads lykkedes det efterfølgende for holdet bag projektet at skrabe en sum på 3,5 mio. kroner sammen takket være gavmild støtte fra fonde og private donationer.