Dirch-stjerne er storsvindler i ny tv-serie
Lars Ranthe og Lene Maria Christensen spiller hovedrollerne i en ny dramaserie, som er Viaplays første af sin slags. Titlen er "Friheden" - og der er tale om et vaskeægte svindler-drama fra forstæderne.
“Friheden” er navnet både på et Tivoli i Aarhus og en s-togs-station i hovedstadsområdet.
Men det er også navnet på et nyt svindlerdrama fra forstaden, der udspiller sig i Hvidovres parcelhuskvarter.
En forstad, der i øvrigt også hedder Friheden.
Store navne hentet ind
Der er tale om den første danske tv-serie i Viaplay-regi – og her har man hentet de store navne fra listen over danske skuespillere ind.
Lars Ranthe og Lene Maria Christensen spiller hovedrollerne som de tidligere storsvindlere, Erik og Nina, der nu lever et trivielt og lovlydigt familieliv i en forstad til København.
Altså lige indtil fortiden banker på.
Et hav af danske film
Lars Ranthe vandt i 2012 en Bodil og en Robert for sin præstation i filmen “Dirch”, hvor han spillede Kjeld Petersen – Dirch Passers makker på og bag scenen. Han har også været nomineret til en Bodil i to andre roller.
Den 48-årige skuespiller har været med i et hav af danske spillefilm – eksempelvis “Kollektivet” og “Jagten”, samt tv-serien “Badehotellet”.
Lene Maria Christensen har også været med i en lang række film – blandt andet “Kartellet” og “Sover Dolly På Ryggen”.
Mest iøjnefaldende er hendes præstation dog i DR-dramaserien “Arvingerne”.
Skifter på et splitsekund
“Friheden er er skabt af den prisvindende og kreative duo, hovedforfatter Thor Bjørn Krebs samt instruktør og medforfatter Mikkel Serup.
– Det er en dramaserie, hvor svindlerens og forstadsfamiliens verdener mødes. Vores mål er at skabe en fortælling, der på et splitsekund kan skifte mellem Hvidovres grå hverdag til en verden, hvor millionerne ruller, og armbevægelserne er store, fortæller Thor Bjørn Krebs.
“Friheden” er som sagt Viaplays første danske originale serie.
Baseret på relevant idé
– Vi har store ambitioner med serien, der er en af vores større satsninger, fortæller Nanna Mailand-Mercado fra Viaplay.
“Friheden” er baseret på en både sjov og relevant idé.
– Den tager fat i nogle samfundsmæssige udfordringer, sætter dem i en skarp og humoristisk kontekst og giver os noget, vi ikke har set før, fortæller hun.
Kort fortalt er hovedrolleindehavnes ægteskab i dag reduceret til en praktisk foranstaltning, hvor madpakker, realkreditlån og hækkeklip er hverdagen.
Fortiden dukker op
Lige indtil en bekendt fra fortiden dukker op med en plan og med en klemme på Erik og Nina, som de ikke kan slippe ud af.
Med ét bliver der vendt op og ned på den tyndslidte families trivielle forstadsliv, og Erik og Nina tvinges nu ud i deres hidtil største svindelnummer mod en gigantisk medicinalkoncern.
Serien, der består af 10 afsnit, får premiere i 2018 eksklusivt på Viaplay i hele Norden. Senere vil serien blive vist på TV3.