Disney dropper Netflix: Har helt ny plan

Disney håber på sigt at kunne tjene flere penge på sin egen tjeneste frem for at udleje sine film til Netflix.

Disney vil droppe samarbejde med Netflix. Foto: Mike Blake/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Disney vil fra 2019 ikke længere levere nye film til Netflix. I stedet vil verdens største underholdningsselskab lancere sin egen streamingtjeneste.

Det sker i et forsøg på at indfange seere, der dropper det traditionelle fjernsyn til fordel for det digitale.

Disney håber på sigt at kunne generere et større overskud fra sin egen streamingtjeneste frem for at udleje sine film til tjenester som Netflix.

Imens bruger Netflix og konkurrenter som Amazon.com og HBO millioner af dollar på at købe og producere eget indhold og streame det direkte til forbrugerne.

Analytikere fra Wall Street forudser, at Disneys indtræden på et allerede fyldt streamingmarked samt omkostningerne til den teknologi, der skal understøtte selskabets onlinetjenester, kan være en kæp i hjulet for indtjeningen.

Dårligt nyt for alle?

Umiddelbart efter nyheden faldt Disneys aktier da også 3,8 procent, mens Netflix’ aktier faldt tre procent.

– Streaming-tjenesterne vil give Disney langt større kontrol over vores egen skæbne i et hurtigt skiftende marked, udtaler administrerende direktør Bob Iger, som betegner selskabets plan som “en helt ny vækststrategi”.

Disney vil basere sine nye tjenester på en teknologi fra video-streaming-firmaet BAMTech. Underholdningsgiganten vil således betale 1,58 milliarder dollar for yderligere 42 procent i BAMTech.

Disney er et af de mest anerkendte navne på Netflix, men selskabet er ikke det første, der trækker sig fra den amerikanske streamingtjeneste. I 2011 trak Starz Entertainment omkring 1000 film fra sit katalog på Netflix.

Ved at trække sig ud af sin aftale med Netflix vil Disney reservere nye film som “Toy Story 4″ og Frozen 2” til sin egen tjeneste.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS