Disney hyrer tidligere landsholdsspillere til fodbolddækning
Christian Poulsen og Michael Gravgaard skal være med til at dække Europa League og Conference League
De tidligere landsholdsspillere Flemming Povlsen, Christian Poulsen og Michael Gravgaard skal være med til at dække FC Midtjylland og FC Københavns kampe i Europa.
Streamingtjenesten Disney+ har købt rettighederne til Europa League og Conference League og præsenterede fredag sit hold ved en presseseance i biografen Dagmar i København.
Og det er en blanding af kendte og knap så kendte ansigter, der skal stå for dækningen.
Povlsen, Poulsen og Gravgaard samt Mikkel Bischoff er en del af teamet som medkommentatorer eller studieeksperter, ligesom den tidligere kvindelige landsholdsspiller Rikke Sevecke er det.
- Glæder mig helt vildt
Journalist og tv-vært Thomas Skov bliver studievært, og som hovedkommentatorer har man hyret Zak Egholm og Jonas Schwartz.
- Jeg glæder mig helt vildt. Det er nyt for mig det her, siger Thomas Skov oppe fra biografscenen i Dagmars sal 2.
- Jeg er bevidst om, at min opgave er at sørge for, at seerne får en god oplevelse, men at det ikke handler om mig. Og jeg har et godt hold rundt om mig af meget kompetente mennesker, siger den nyansatte vært.
Streamer alle kampe
Disney+ kommer til at streame alle 189 kampe i Europa League og 153 kampe i Conference League. Og det gælder både ligaspillet og slutspillet i begge turneringer.
FC Midtjylland er et af de 36 hold i Europa Leagues ligaspil og skal i den første af sine otte ligakampe møde tyske Hoffenheim på hjemmebane 25. september.
Senere går det også løs mod Maccabi Tel Aviv, Union Saint-Gilloise, FCSB, Frankfurt, Porto, Ludogorets og slutteligt Fenerbahce i slutningen af januar, inden holdet eventuelt er en del af de 24 hold i knockoutfasen.
Op- og nedtakt med dansk deltagelse
FC København nøjes med seks ligakampe frem til midten af december i Conference Leagues ligaspil.
Man åbner hjemme mod polske Jagiellonia Bialystok 3. oktober, og herefter gælder det opgør mod Betis, Istanbul Basaksehir, Dinamo Minsk, Hearts og Rapid Wien.
Seerne vil kunne se op- og nedtakt til kampene med dansk deltagelse, og reportere er hyret ind til at interviewe spillere og trænere.
49 kroner om måneden
Det koster 49 kroner om måneden at få adgang til alle kampe på Disney+, og det er det billigste abonnement, der er med reklamer. Vil man ikke have reklamer, koster det 79 kroner om måneden.
Europas bedste klubturnering, Champions League, har fortsat sit hjem hos Viaplay, der har haft rettighederne siden turneringens begyndelse i 1992.