Disse danskere skal imponere i Cannes
Der er danske kræfter bag en række film, der i løbet af den næste halvanden uge bliver vist i det sydfranske.
Filmfestivalen i sydfranske Cannes har rullet den ikoniske røde løber ud for 72. gang. Når startskuddet tirsdag lyder til den årlige prestigefyldte festival, er det med flere danske filmfolk både på programmet og i kulisserne.
Sidste år vakte Lars von Trier både harme og henrykkelse med “The House That Jack Built”, og også i år er der en dansk provokatør på menuen.
Nicolas Winding Refn, der tidligere har stået bag film som “Pusher” og “Drive”, og som senest var i Cannes med sin horrorfilm “The Neon Demon” i 2016, er inviteret til at vise to afsnit af sin amerikanske tv-serie “Too Old To Die Young – North Of Hollywood, West Of Hell”.
Det er forholdsvist nyt, at filmfestivalen i Cannes også gør sig i tv-serier. Tidligere har presse og publikum kunnet se afsnit af hypede serier som “Top Of The Lake” og “Twin Peaks”, og nu er æren altså tilfaldet den danske instruktør.
Serien har Miles Teller i hovedrollen og er produceret af Amazon Studios, og den bliver tilgængelig på streamingtjenesten Amazon Prime 14. juni.
Nej til Netflix
Streamingtjenesten Netflix er til gengæld for andet år i træk ikke repræsenteret i Cannes.
I Frankrig skal film, der har haft premiere i biografer, vente tre år, før de må vises på en streamingtjeneste, og derfor valgte Netflix i 2017 at droppe biografpremiererne i landet på sine to Cannes-film, Bong Joon-hos “Okja” og Noah Baumbachs “The Meyerowitz Stories”.
Det ledte til, at filmfestivalen besluttede, at kun film, der får biografpremiere i Frankrig, kan dyste om Guldpalmen. Netflix må således gerne være med i festivalen – tjenesten kan bare ikke vinde noget.
Det kan til gengæld den afghanske instruktør Shahrbanoo Sadat, der for anden gang er udtaget til sideprogrammet Directors’ Fortnight med en danskproduceret film om sine barndomserindringer fra Afghanistan.
I 2016 modtog Sadat hovedprisen i samme program for sin første spillefilm, “Wolf and Sheep”, der også var danskproduceret.
Dansk islæt dryppet ud over festivalen
Danske kræfter er der også i den færøske instruktør Andrias Høgennis “Ikki illa meint”, der deltager i kortfilmskonkurrencen i programmet Critics Week på festivalen.
I spillefilmskonkurrencen i Critics Week skal den bodil- og robertvindende instruktør Hlynur Pálmason dyste med sin nye film, “A White, White Night”.
Han står også bag den anmelderroste “Vinterbrødre”, der blandt andet har Eliott Crosset Hove og Lars Mikkelsen på rollelisten, og som sikrede instruktøren en lang række priser i Danmark – blandt andet en Bodil for Årets Danske Film.
Producer Nina Bisgaard, der blandt andet havde en finger med i spillet på “Sommeren ’92” og Cannes-vinderen “Grænse”, er desuden udvalgt som 1 af 20 europæiske producere til netværket Producers on the Move.
I årets hovedkonkurrence, hvor præmien er den prestigefulde Guldpalme, skal blandt andre Quentin Tarantino, Xavier Dolan og Terrence Malick dyste.
Filmfestivalen i Cannes løber frem til 25. maj, hvor Guldpalmen bliver uddelt.