Disse stjerner blev gift i 2022
Flere kendispar har udvekslet ringe i 2022. Blandt andre Bubber, Silas Holst og Emil Midé Erichsen - og så fik Pernille Rosendahl sin Kristian Jensen
Bryllupsklokkerne har bimlet blandt flere danske kendisser det forgangne år.
I sommer friede den tidligere Venstre-veteran Kristian Jensen til sangerinden Pernille Rosendahl, og i september stod brylluppet.
Forholdet begyndte som en forbudt forelskelse.
Parret havde kendt hinanden i mange år, da de faldt for hinanden.
Men på daværende tidspunkt var Kristian Jensen gift med sin ekskone, som han har tre sønner med. Følelserne for Swan Lee-stjernen var så stærke, at han måtte lade sig skille, sagde han.
Er ikke stolt
Pernille Rosendahl har siden i et interview med Alt for damerne udtrykt, at hun ikke er stolt over forholdets begyndelse.
- Der hviler en skam over det, og kærligheden har derfor på intet tidspunkt været florlet. Fordi vores forhold er født i forbudt kærlighed, er det bedste, vi kan gøre, at være stille. Og at blive sammen, sagde hun til magasinet.
Og blevet sammen er parret, som giftede sig i sensommeren.
Mere forbudt kærlighed
Forbudt kærlighed opstod også mellem Bubber og Signe Rossing.
Det trak mange overskrifter, da Bubber i 2019 annoncerede, at han skulle være far igen. Men ikke med sin daværende hustru gennem næsten 30 år, Christina Nørby Ibsen, men med Signe Rossing, som havde været ven af familien i mange år.
Bubber understregede efterfølgende, at han ikke fortrød noget, selv om han beskrev tiden som to års massiv modvind.
I september sagde parret ja til hinanden og forlod Garnisonskirken i København på tandemcykel.
2023 bliver også et stort år for parret. Her bliver Bubber og konen forældre til deres andet fælles barn. Begge har tre børn fra tidligere ægteskaber.
Ti år efter
Troels Lyby og Cecilie Stenspil mødte hinanden, da de spillede ægtepar i en musical tilbage i 2012. Ti år efter blev de i maj et ægtepar i virkelighedens verden.
Faktisk havde den 56-årige skuespiller og den 43-årige Badehotellet-stjerne været forlovet i hele tre år, inden de gik til alters i Vor Frelsers Kirke i hjertet af København med deres fælles børn, sønnen Samuel på fire år og toårige Ellinor.
I august sagde influenten Mascha Vang ja til jagerpiloten Troels Krohn Dehli foran venner, familie og deres tre sammenbragte børn.
Brylluppet blev holdt en tirsdag på Holckenhavn Slot i Nyborg, og brudeparret gik ud til tonerne af soundtracket fra "Topgun". Her var bruden iført den første af sine i alt tre brudekjoler på dagen.
- Jeg havde regnet med i en alder af 43 år, at jeg havde været igennem en tre-fire ægteskaber. Så når jeg skal giftes så sent, så skal vi altså nogle kjoler igennem, sagde Mascha Vang til Se og Hør.
Med til brylluppet var modellen og skuespilleren Mads Madsen og den tidligere professionelle skiløber Laila Friis-Salling.
Til bryllup igen
Få uger efter var parret til bryllup igen. Denne gang deres eget på Kragerup Gods.
Det var i bogstaveligste forstand kærlighed ved første blik, da Mads Madsen så Laila Friis-Salling på skærmen, da hun medvirkede i "Vild med dans" i 2018.
Han kontaktede efterfølgende Laila Friis-Salling og inviterede hende ud på gløgg. Derfra er resten som bekendt historie.
Silas Holst giftede sig også i august. Og det var den professionelle dansers andet bryllup. Men med til brylluppet med kæresten Nicolai Schwartz var også Silas Holsts eksmand, musicalskuespilleren Johannes Nymark.
Sammen med veninden Louise Mahnkopf er Silas Holst og Johannes Nymark forældre til Maggie My på otte år og femårige Bob Jones, og de var henholdsvis brudepige og -svend til brylluppet.
Faldt for Jacob Dahl
En kollega blev til kærlighed for skuespillerinden Lise Baastrup, da hun medvirkede i Cirkusrevyen i 2017. Hun faldt for forestillingslederen Jacob Dahl, der er søn af revyens instruktør, Lisbet Dahl.
Hun var naturligvis med, da parret giftede sig i Aalborg i foråret.
I 2023 tilføjer parret endnu et kærligt kapitel, når de bliver fælles forældre for anden gang. Derudover har Jacob Dahl to sønner fra et tidligere forhold.
En gammel røverhistorie lyder, at sømand har en pige i hver havn. Men TV 2-stjernen Emil Midé Erichsen, kendt fra "Kurs mod fjerne kyster", har kun en: kæresten Louise.
I sommer giftede parret sig. Det bekræftede gommens far, tv-værten Mikkel Beha Erichsen, over for Ekstra Bladet.
Parret forelskede sig, da Louise købte en envejsbillet og gik om bord på skibet "Havana", som Emil Midé Erichsen var på jordomrejse med.
Kort inden premieren på årets "Vild med dans" kastede komikeren Natasha Brock sig ud i brudevalsen. Hun blev nemlig gift med sin kæreste, Albert Dieckmann.
Parret har været kærester siden september 2017.
Kort efter deres første møde friede Albert Dieckmann på en seddel, hvor Natasha Brock skulle krydse en boks af med svarene "ja", "nej" eller "måske" til spørgsmålet: Vegas wedding?
Dengang svarede hun ja.
Friede til ham
Alligevel valgte hun senere selv at fri til Albert Dieckmann med samme spørgsmål og fik også et ja retur.
Det var dog ikke i Las Vegas, at brylluppet stod, men i Danmark.
Et vaskeægte Vegas-wedding var det for sangerinden Jada, der i efteråret giftede sig med gymnasiekæresten Søren Damsbo-Svendsen i "syndens by".
Den danske supermodel Josephine Skriver giftede sig også under fjerne himmelstrøg. Under den mexicanske himmel sagde hun i foråret ja til den amerikanske rockmusiker Alexander DeLeon.
Det var også i udlandet, at den 33-årige amerikanske musiker friede til den 28-årige Victoria's Secret-stjerne.
Efter fem års forhold faldt Alexander DeLeon til sin Josephine midt på en frossen sø i fuldmånens skær under en romantisk rejse til Finland i 2018.
Det var på den røde løber, at den serbisk-fødte danske stjerne Danica Curcic og den amerikanske skuespiller Darren Pettie afslørede, at de var gift.
Til premieren på filmen "Ønskebarn" blev Darren Pettie spurgt af Se og Hør, hvordan det er at være kærester med Danica Curcic, og her svarede han, at hun var hans kone.