Død af en overdosis

Politiet har nu fastslået, at skuespilleren Michael K. Williams døde af en overdosis af stoffer

Skuespiller Michael K. Williams blev 54 år gammel.
Udgivet Opdateret

Det var en overdosis af stoffer, der dræbte den 54-årige skuespiller Michael K. Williams.

Det skriver New York Times.

Ifølge mediet skulle det have været en blanding af heroin, kokain og fentanyl, der udgjorde den dødelige dosis.

Politiet betegner skuespillerens dødsfald som en ulykke.

Michael K Williams blev fundet død i sin lejlighed i New York for knap tre uger, men det er først nu, at dødsårsagen er blevet offentliggjort.

Kendt fra "The Wire"

Michael K. Williams er blandt andet kendt for sin rolle som Omar Little i tv-serien "The Wire", der tager udgangspunkt i den kriminelle underverden i byen Baltimore.

Serien blev i starten af 00'erne en af de mest populære shows på tv og kørte i alt i fem sæsoner fra 2002 til 2008.

Michael K. Williams blev også kendt for sin rolle i HBO-serien "Boardwalk Empire".

Så sent som iår modtog skuespilleren en Emmy-nominering for sin rolle i HBO-serien "Lovecraft Country", hvor han spillede rollen som Montrose Freeman.

Fik Emmy-nominering

Han modtog også en Emmy-nominering i 2015 for filmen "Bessie".

Michael K. Williams kunne i løbet af sin karriere kendes på sit karakteristiske ar i ansigtet.

Skuespilleren har tidligere forklaret, at han fik arret, da han på sin 25-års fødselsdag kom op og slås på gaden i New York City med en mand, der skar ham i ansigtet med et barberblad.

Powered by Labrador CMS