Død efter 10 år lang kamp mod kræft
Barry Goldberg blev 83 år gammel
Den amerikanske bluesrock musiker og keybord-spiller Barry Goldberg, der blandt andet optrådte sammen med Bob Dylan, er gået bort.
Det skriver flere amerikanske medier.
En særlig form for blodkræft
Ifølge TMZ døde han onsdag på et hospice omgivet af sine kære 10 år efter, han var blevet diagnosticeret med den særlige form for blodkræft 'non-Hodgkin lymfom'.
Barry Goldberg blev en del af den amerikanske musikscene som medlem af The Paul Butterfield Blues Band i 1960'erne.
Med ved Dylan-debut
Og i 1965 var han på scenen ved 'Newport Folk Festival' sammen med Bob Dylan, da denne debuterede med sin elektriske lyd.
Netop denne optræden, som var meget kontroversiel på det tidspunkt, blev genskabt i den filmatiserede Bob Dylan biografi 'A Complete Unknown', med skuespilleren Justin Levine i rollen som Barry Goldberg.
Karriere som producer
Barry Goldberg gjorde også karriere som producer og har som sådan bidraget til albums med navne som Percy Sledge, Charlie Musselwhite, James Cotton og The Textones.
Han blev 83 år gammel.