Død efter kort tids sygdom
Nick Bollettieri skabte et tennis-imperium
Lige som der for tiden er inflation over hele verden, så kan der også gå inflation i betegnelsen "legende".
Det gælder dog ikke for tennis-træneren, Nick Bollettieri.
Han døde søndag - 91 år gammel.
Men inden da blev han en ægte legende inden for tennissporten som træner for nogle af sportens allerbedste udøvere.
Arbejdede til det sidste
Helt op til sin død arbejdede han med at træne unge tennistalenter.
For blot at nævne nogle få var både Serena og Venus Williams omkring "Nick Bollettieri Tennis Academy", som han stiftede i 1977 efter at være sprunget fra jura-studiet.
Også Andre Agassi, Maria Sharapova, Jim Courier og Monica Seles var blandt Bollettieris elever.
Og i mere 30 år var han den person, de unge tennistalenter opsøgte, hvis de ville helt til tops.
Døde hjemme
Han efterlader sig sin hustru Cindi og to sønner.
Han døde i sit hjem i Bradenton i Florida.
Frem til sin død havde han et kort sygdomsforløb med en række skavanker, og flere amerikanske medier skriver, at han i sidste ende døde af en nyreinfektion.