Død sangerinde modtager prestigefyldt pris

Den afdøde soulsangerinde Aretha Franklin får en ærespris for sit bidrag til amerikansk musik og kultur.

Aretha Franklins kiste. Hun har netop modtaget en Pulitzer for sit bidrag til musikken. KLIK for flere billeder. Foto: Paul Sancya/Scanpix.
Aretha Franklins kiste. Hun har netop modtaget en Pulitzer for sit bidrag til musikken. KLIK for flere billeder. Foto: Paul Sancya/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Selv efter sin død får Aretha Franklin stadig masser af R-E-S-P-E-C-T.

Dronningen af soul har således mandag modtaget en æres-Pulitzer for sit uudslettelige bidrag til amerikansk musik og kultur i mere end fem årtier.

Det oplyser bestyrelsen bag den amerikanske journalistik-, litteratur- og musikpris Pulitzer, der uddeles hvert år.

Døde 16. august

76-årige Aretha Franklin døde i sit hjem i Detroit 16. august sidste år efter længere tids sygdom. Hun led af kræft i bugspytkirtlen.

Blandt hendes meget kendte sange er “Respect”, “I say a Little Prayer” og “Chain of Fools”.

Undervejs i sin karriere modtog hun 18 Grammys og 25 guldplader.

Flere genrer

På højdepunktet i sin karriere vekslede hun ubesværet mellem gospel og rhytm and blues og slog let over i jazz og pop.

Hun blev i ordets sande betydning et amerikansk ikon og er af Rolling Stone Magazine blevet kåret til rockhistoriens største stemme baseret på vurderinger fra en lang række af hendes anerkendte kolleger.

Da Barack Obama i januar 2009 blev taget i ed som USA’s første sorte præsident foran flere end en million tilhørere på The Mall i Washington, sang hun efter ønske fra Obama “My Country Tis of Thee”.

Symbolikken i at have en sort sanger og en sort præsident på podiet foran USA’s kongres stod klart for de fleste.

Senest i 2010 tildelte bestyrelsen bag Pulitzer en ærespris til Hans Williams, countrylegenden, der døde i 1953.

Pulitzerprisen, der administreres af Columbia University i New York City, blev stiftet af den ungarsk-amerikanske journalist og avisudgiver Joseph Pulitzer og blev første gang uddelt i 1917.

Prisen er en af de mest prestigefyldte i amerikansk kulturliv.

Inden for det journalistiske felt går prisen i år til The Wall Street Journal, der modtager den for bedste nationale journalistik.

Det gør den for sine afsløringer af bestikkelse af to kvinder under præsidentvalgkampen i USA. Kvinderne hævdede at have haft affærer med Donald Trump.

Den lokale avis Sun-Sentinel i det sydlige Florida modtager prisen for bedste public service for sin dækning af fejl begået af skole og myndigheder før og efter masseskyderiet på Stoneman Douglas High School i Parkland, Florida, i februar 2018.

Powered by Labrador CMS