Eksperter: Glem alt om boom i dansk økonomi

Danskerne skal ikke forvente, at økonomien i år vil boome, fortæller flere økonomiske eksperter. Foto: Colourbox/free
Udgivet Opdateret

Den danske vækst forsætter sin usikre og svage stigning. Det får eksperter til at nedjustere troen på dansk vækst i år.

Danske eksperter forventer, at den usikre, danske vækst vil fortsætte i årets andet kvartal. Derfor nedjusterer de forventningerne til den samlede vækst i år.

Et stille bud lyder på en stigning i væksten med 1,5 procent. Det skriver Berlingske Business.

“Risikoen for, at væksten i dansk økonomi skuffer, er øget,” siger chefanalytiker hos Nykredit Tore Stramer til avisen.

Han bakkes op af cheføkonomer fra Dansk Industri (DI) og Arbejdernes Landsbank, som også forudser, at væksten for årets andet kvartal vil blive langt fra imponerende.

“Vi kan håbe på, at det snart går over, men der er en fare for, at tilliden til fremtiden igen begynder at blive mindre, og vi derfor igen vil se virksomheder og forbrugere holde mere igen. Det er noget, der er fare for ikke bare herhjemme, men også i Tyskland og på andre af vores store eksportmarkeder,” siger cheføkonom fra Arbejdernes Landsbank Lone Kjærgaard til Berlingske Business.

Inden sommeren spirede optimismen ellers, men den blev blandt andet slået ned af uro i Mellemøsten og Ruslands boykot af varer fra EU. Men også lave tal for den danske eksport og import i juni måned, har påvirket forventningerne.

Den danske eksport faldt henover sommeren, fordi der blev solgt mindre olie til Storbritannien, men også fordi salget af fødevarer, maskiner og serviceydelser til udlandet oplevede et mindre dyk. Samtidig viste importen sig svækket, hvilket peger på, at hverken private forbrugere eller virksomheder investerede så meget, som man havde forventet.

Ifølge chefkonsulent i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Frederik I. Pedersen sætter de nye tal spørgsmålstegn ved styrken i både dansk og international økonomi, skriver Berlingske Business.

De danske tal for væksten i andet kvartal bliver sendt ud d. 29 august af Danmarks Statistik.

Newspaq

Powered by Labrador CMS