Døde i nat

EU-Parlamentets formand David Sassoli er afgået ved døden efter at have været indlagt på et hospital i over to uger, oplyser talsmand

David Sassoli ses ved et EU-topmøde i Bruxelles 16. december. Italieneren døde natten til tirsdag dansk tid 65 år gammel.
David Sassoli ses ved et EU-topmøde i Bruxelles 16. december. Italieneren døde natten til tirsdag dansk tid 65 år gammel.
Udgivet Opdateret

EU-Parlamentets formand, den 65-årige italiener David Sassoli, er natten til tirsdag afgået ved døden.

Det oplyser hans talsmand, Roberto Cuillo, i et tweet. Talsmanden bekræfter oplysningen over for nyhedsbureauet dpa.

Sassoli blev 26. december indlagt på et hospital i Aviano i den italienske provins Pordenone med en alvorlig komplikation knyttet til problemer med immunforsvaret.

Italieneren var også indlagt på et hospital i september i flere uger med en lungebetændelse. I oktober blev han på ny sygemeldt.

Efterfølger findes i næste uge

Sassolis efterfølger på posten skal efter planen udpeges ved en plenarsamling i Strasbourg i næste uge.

Sassolis talsmand skriver på Twitter, at tidspunktet for begravelsen vil blive meldt ud om nogle timer.

David Sassoli overtog formandsposten fra landsmanden Antonio Tajani i juli 2019. Hans formandsperiode på to og et halvt år stod til at udløbe i år.

Socialdemokrat og tv-vært

Italieneren, der var socialdemokrat og tidligere tv-vært, havde allerede inden sin død indikeret, at han ikke ville genopstille til posten.

Han var medlem af EU-Parlamentet i mere end ti år, efter at han skiftede journalistik ud med politik.

Hans tidligere rolle som tv-vært betød, at han var et relativt kendt ansigt i Italien.

David Sassoli var gift og havde to børn.

Direkte valgt

EU-Parlamentet er EU's eneste direkte valgte institution og den lovgivende del af EU. Det består af 705 medlemmer, der repræsenterer de 27 medlemslande og er valgt af medlemslandenes borgere.

Parlamentsmedlemmerne er valgt for en femårig periode. Formanden vælges dog kun for to et halvt år ad gangen.

Seneste valg til EU-Parlamentet blev afholdt i maj 2019.

Powered by Labrador CMS