Døde på vej til hospitalet
Tyrone Downie blev blot 66 år gammel
Den jamaicanske reggaemusiker og keyboard-spiller Tyrone Downie er lørdag aften gået bort.
Han døde på vej til et hospital, skriver Jamaica Observer, som ikke nævner, hvorfor musikeren skulle indlægges.
Med i 'Bob Marley and The Wailers'
Tyrone Downie virkede gennem karrieren i en række forskellige bands.
Han vil dog først og fremmest blive husket fra legendariske 'Bob Marley and The Wailers', som han blev en del af i midten af 1970'erne og som han også pladedebuterede med på albummet 'Rastaman Vibration' i 1976.
Vidste han var syg
Tyrone Downie var på tidspunktet for sin død med i det fransk-baserede reggae-band 'Jahzz', som præsenterer et nyt album tirsdag ved en event i Paris.
- Tyrone vil blive savnet. Han var en fantastisk musiker og meget vigtig i musikbranchen. Han skulle have været en del af tirsdagens showcase, men vi vidste, at han var syg og regnede ikke med ham, lyder det i en udtalelse fra den franske reggae-musikpromoter Michel Jovanovic.
Tyrone Downie blev 66 år gammel.