Dømt for 12 lovbrud

Nicki Bille er blevet idømt betinget fængsel

Nicki Bille blev kendt skyldig i 12 ud af 13 forhold i Københavns Byret torsdag.
Nicki Bille blev kendt skyldig i 12 ud af 13 forhold i Københavns Byret torsdag.
Udgivet Opdateret

Den tidligere professionelle fodboldspiller Nicki Bille er ved Københavns Byret torsdag blevet idømt 60 dages betinget fængsel for en lang række lovovertrædelser.

Det skriver Se og Hør og Ekstra Bladet, der er til stede i retten.

Desuden skal han betale en bøde på 5000 kroner. Det er en dommer og to domsmænd nået frem til.

I alt var Nicki Bille tiltalt for 13 forhold, og flere af forholdene har han i løbet af retssagen erkendt. 

Domsmandsretten har kendt den tidligere fodboldspiller skyldig i 12 ud af de 13 forhold.

Betinget fængsel og samfundstjeneste

Når en dom er betinget, betyder det, at den kun skal afsones, hvis den dømte begår kriminalitet i løbet af en tidsbestemt periode. 

Derudover kræver det i Nicki Billes tilfælde, at der bliver udført samfundstjeneste i 80 timer.

Kilde: Ritzau

Havde morfin og kokain i blodet

Den tidligere fodboldspiller er dømt for en række lovbrud, der blandt andet omfatter sprit- og narkokørsel, besiddelse af euforiserende stoffer og at have stjålet en parfume af mærket Dior i Kastrup Lufthavn.

De mest alvorlige forhold omhandler et uheld på Amagermotorvejen, hvor han kørte ind i autoværnet og ramte en anden bil.

Ingen kom alvorligt til skade, men Nicki Bille blev efterfølgende kørt til skadestuen. Her viste en blodprøve, at han havde morfin og kokain i blodet. Selv har han forklaret, at han tog stofferne på sygehuset efter ulykken.

Den tidligere fodboldspiller har torsdag eftermiddag via sin advokat, Asser Gregersen, meddelt retten, at han vil tænke over, hvorvidt han vil anke dommen. Det har han to uger til.

Powered by Labrador CMS