Don Ø sætter penthouse-lejlighed til salg

Tagterrasse, elevator og Nyhavn om hjørnet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis du tænker, det lyder for godt til at være sandt, tager du fejl. For de tre elementer er blot en del af en lejligheds-pakke, der kan blive din, hvis du slår til og køber københavner-boligen, som ejeren Flemming Østergaard – kendt som Don Ø – satte til salg i påsken.

Det skriver Boliga Kendte.

Prisen lyder på 6.500.000 kroner, og for de millioner får man ifølge ejendomsmægleren Siesbye Kapsch blandt andet 95 kvadratmeter bolig og en tagterrasse.

Man træder ind i lejlighedens store hovedrum med køkken i åben forbindelse, og fra rummet er der også adgang til tre værelser.

Beliggenheden er næsten en dronning værdig. For med en adresse i Toldbodgade er man både nær havnefront, Nyhavn og Amalienborg.

Millionkøb

Lejligheden skiftede ifølge Boliga sidst ejer i 2004, hvor købsprisen lød på 4.000.000 kr. Sælger Don Ø til udbudsprisen, kan han således stikke en milliongevinst i lommen.

Det er dog ikke fra københavnerlejligheden, den tidligere FCK-boss selv regerer. Han bor i Skodsborg, hvilket han trives med, fortalte han til Boliga i 2010, da han blev spurgt, hvorfor valget var faldet på den nordsjællandske by.

– Der har jeg boet i 16 år, og jeg er så heldig at bo ud til vandet. Jeg skal slæbes væk herfra. Jeg fik i sin tid et godt tilbud, og jeg har altid ønsket at bo et sted, hvor jeg havde adgang til en båd, sagde Flemming Østergaard dengang.

Senest har Flemming Østergaard været i medierne i forbindelse med den såkaldte “Parken-sag”, hvor Østre Landsret idømte ham fængsel.

Hans advokat udtalte efter dommen, at de ville forsøge at få sagen for Højesteret.

Powered by Labrador CMS