Dorthe Kollo fylder år

Dorthe Kollo fylder søndag den 17. juli 75 år. Schlager- og dansktopsangerinden har ingen planer om at trække stikket

Udgivet Opdateret

Dorthe Kollo begyndte sin karriere som barnestjerne, og stjernen funkler stadig.

Søndag 17. juli fylder schlager- og dansktopsangerinden 75 år.

- Det er en stor gave at blive ældre og nyde livet fuldt ud, siger Dorthe Kollo.

- Det er vidunderligt stadig at være i stand til at gå op på de skrå brædder og gør publikum lykkelige for det, de får serveret. Det betyder meget for mig, for jeg er født ind i musikken.

Første indspilning som niårig

Dorthe Kollo kom til verden på Frederiksberg i 1947. Siden flyttede familien til Aarhus, hvor hendes far fik job som kapelmester.

Som barn overværede hun sammen med sin mor en talentkonkurrence. Men det var Dorthe selv, der endte med at vinde, da hun blev hevet op på scenen for at underholde i pausen.

Hun var blot ni år gammel, da hun indspillede sin første grammofonplade, "Min piphans".

Musikken tog for alvor fart, da Bent Fabricius-Bjerre siden fik øje på hendes talent og tilbød en pladekontrakt. Det var også ham, der fik Dorthe Kollo til Tyskland, hvor han mente, at hun ville gøre sig godt.

Sang i tysk grandprix

I 1964 debuterede hun med nummeret "Junger Mann Mit Roten Rosen" på en schlagerfestival. En sang, som siden kom med i det tyske melodigrandprix.

Det helt store gennembrud kom i 1968 med nummeret "Wärst du doch in Düsseldorf geblieben", som på dansk blev til "Gid du var i Skanderborg".

Siden er fulgt evergreens som "Er de greven fra Luxembourg", "En sød Student fra Holstebro" og "Velkommen til verden", der er skrevet af Björn & Benny fra Abba.

Dorthe Kollos farverige repertoire spænder bredt.

Boede i Tyskland

For at nævne et udpluk har hun medvirket i Sans Souci Revyen og lystspillet "Hvad en franskmand har brug for" over for Ove Sprogø på Folketeatret, og så har hun været både radio- og tv-vært på Norddeutscher Rundfunk.

- Jeg har boet i Tyskland længere tid, end jeg har været i Danmark. Tyskland betyder meget for mig, og jeg føler mig integreret, selv om jeg stadig er fuldblodsdansker, siger Dorthe Kollo.

- Jeg er tit i Danmark og har en hytte på Enø, hvor jeg også skal holde min 75-års fødselsdag.

Her kommer hendes yngste datter, Jil, hjem fra New York, mens den ældste datter, Nathalie, tager med fra Bremen, hvor hun ligesom Dorthe Kollo bor.

Trækker ikke stikket

- Det hører med til at gøre livet brandhamrende lykkeligt at have to døtre, en dejlig hund og en vidunderlig mand.

Dorthe Kollo mødte den tyske skibsreder Heiner Dettmer efter et show på et krydstogtskib, og her opstod der sød musik, som stadig spiller efter 22 år.

Musikken fylder stadig alt for Dorthe Kollo, der ikke har nogen planer om at trække stikket.

Næste år er hun på plakaten til Dansk Schlager Parade.

Med sig har hun sit nye nummer, "I dag er en ny dag", som hun også har indspillet på tysk under titlen: "Das Leben Geht Weiter", der direkte oversat til dansk betyder: "Livet går videre".

- Den handler om netop at være glad for hver eneste dag. At man skal leve, som om det var den sidste dag.

Dorthe Kollo fylder 75 år. - Jeg mærker ikke noget. Jeg er sund og rask, og jeg bevæger mig. Jeg har jo en hund, der skal ud to gange. Jeg kan godt lide at holde mig i gang, spise sundt og få et godt glas vin, siger hun. (Arkivfoto).
Dorthe Kollo fylder 75 år. - Jeg mærker ikke noget. Jeg er sund og rask, og jeg bevæger mig. Jeg har jo en hund, der skal ud to gange. Jeg kan godt lide at holde mig i gang, spise sundt og få et godt glas vin, siger hun. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS