DR afslører ny stor seriesatsning
Den 2. februar blænder DR op for endnu en serie i rækken af søndagsdramaer fra kanalens hånd.
Søndag er for de fleste danskere dedikeret til en god serie. Heldigvis har Danmarks Radio taget seerne i hånden og sendt flere gode serier om søndagen i bedste sendetid.
Det sker naturligvis også i 2020, når DR har premiere på Når støvet har lagt sig. Det afslører DR i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter efter videoen
Seriens omdrejningspunkt er, hvad terror gør ved menneskelige fællesskaber.
Når terror rammer
Danskerne skal i løbet af den nye serie på DR stifte bekendtskab med otte forskellige hovedkarakterer. Seerne møder dem få dage før et terrorangreb rammer København, hvor en gruppe skyder om sig på en restaurant med automatgevær. Mens der også bliver fundet automatrifler andre steder i byen.
Serien skal udfolde, hvordan mennesker kæmper med fællesskaber og sammenhængskraft i nære familierelationer og på det samfundsmæssige plan.
Terrorangrebet skal være katalysatoren, der viser, hvordan vi som mennesker er forbundet på godt og ondt.
Hovedpersonerne, som seerne kommer til at kende, strækker sig fra en otte-årig pige til en 85-årig mand. I serien vil det vise sig, hvordan de forskellige hovedkarakterer reagerer, når terror griber ind i deres hverdag.
Stort skuespillerhold
Bag hovedpersonerne står store skuespillere samt flere ukendte ansigter.
Én af de fremtrædende roller er Karen-Lise Mynster indehaver af. Hun spiller Danmarks justitsminister Elisabeth, der vakler mellem at fortsætte sin politiske karriere, hvor hun meget gerne vil gøre en forskel, eller give sig hen og bruge mere tid sammen med sin kæreste Stina, der bliver spillet af Lotte Andersen.
Henning Jensen spiller den 85-årige Holger, der bor på plejehjem efter at have boet i Thailand i 12 år. Da han ikke har kontakt til sine børn, er han ensom og ulykkelig. Han venter faktisk bare på at dø. Men det ændrer sig, da han møder den hjemløse Ginger.
Ginger, spillet af Katinka Lærke Petersen, lever på kanten i et samfund, hun ikke har tillid til. Hun har desperat brug for at få styr på sit liv, men det er ikke så let. Til gengæld åbner hendes nye venskab op for begivenheder, hun ikke selv er herre over. Måske viser det sig, at det er vejen til et mere organiseret liv.
Derudover ses også Jacob Lohmann, Peter Christoffersen, Arian Kashef, Malin Crépin og den unge Viola Martinsen i hovedrollerne.
Første afsnit af Når støvet har lagt sig bliver sendt på DR1 søndag den 2. februar klokken 20.00. Serien kan følges de ni kommende søndage.