DR-dramaserie skal nu sendes i USA og Australien

"Når støvet har lagt sig" er blevet solgt til udlandet, oplyser DR.

Den danske serie bliver rost for sit manuskrift.Foto: Pressebillede DR / Jason Alami
Foto: Pressebillede DR / Jason Alami

Offentliggjort Sidst opdateret

Det seneste skud på DR’s dramaudbud er serien “Når støvet har lagt sig”, som blev sendt fra februar og ti afsnit frem.

Og nu er det ikke kun os herhjemme, der har mulighed for at se det barske karakterdrevne drama, som skildrer dagene før, under og efter et terrorangreb på en restaurant i København.

Artiklen fortsætter under videoen.

“Når støvet har lagt sig” er nemlig blevet solgt til udlandet.

Det oplyser DR.

Bliver sendt på anden side af kloden

Drejer vi globussen, er det alt fra USA, Canada og Australien til europæiske lande som Tjekkiet, England og Spanien, som nu kan se serien, og det vækker naturligvis jubel hos DR.

– “Når støvet har lagt sig” er en ambitiøs og vedkommende fortælling. Det er virkelig flot, at det endnu engang lykkes at få en DR-dramaserie i bred international distribution, og at vi derved medvirker til at sætte dansk kultur på verdenskortet, siger DR’s dramachef, Christian Rank, til dr.dk.

Rost for manuskript

Seriens forfattere, Dorte Warnøe Høgh og Ida Maria Rydén, blev på Göteborg Film Festival nomineret til Nordisk Film & TV-Fonds pris for bedste manuskript, og netop manuskriptet bliver fremhævet af det britiske tv-netværk Walter Presents, som har købt serien.

– Dette er dansk tv, når det er bedst. Elegant skrevet, udtaler Walter Iuzzolino fra Walter Presents ifølge dr.dk.

Den næste store satsning

“Når støvet har lagt sig” har blandt andre Henning Jensen, Karen-Lise Mynster, Peter Christoffersen og Jacob Lohmann i de bærende hovedroller.

DR har allerede annonceret kanalens næste store dramaseriesatsning. Den har titlen “Ulven kommer” og har blandt andre Bjarne Henriksen og Peter Plaugborg i de store roller.

Powered by Labrador CMS