DR indrømmer: Var en fejl
DR har opdaget fejl ved nogle danske stemmeafgivelser i Eurovision-finalen. Dette ville dog ikke have ændret udfaldet for, hvem der vandt årets Eurovision.
Der var fest og farver, da Eurovision-finalen blev afholdt i slutningen af maj i hollandske Rotterdam.
Den samme stemning var der ikke hos DR i tiden efter, for her blev Danmarks Radio gjort opmærksom på en mulig fejl ved den danske seerafstemning.
Det oplyser DR.
En mindre del af de danske seerstemmer er ved en fejl ikke blevet registreret til finalen.
Nogle af seerne fik efter stemmeafgivelsen at vide, at de allerede havde stemt én gang tidligere på et specifikt land, men dette var ikke korrekt ifølge flere seere.
Ændrer ikke udfald
Dog har de manglende stemmer ikke kunnet ændre finalens udfald, hvor den italienske gruppe Måneskin med den halvt danske bassist Victoria De Angelis løb med titlen og trofæet, lyder det fra DR.
DR har i samarbejde med dem, der leverer afstemningssystemet, virksomheden Sinch, undersøgt sagen og lokaliseret fejlen.
– Årsagen er et nyt it-system, der blev taget i brug tidligere i år. Systemet skulle på meget kort tid registrere en høj mængde stemmer, og her har systemet ved en fejl afvist en mindre del af de samlet set utroligt mange stemmer, oplyser DR.
Overfor DR har Sinch beklaget, at fejlen kunne opstå.
Fejlen har også fået DR til at rette luppen mod andre afstemninger i relation til Dansk Melodi Grand Prix og Eurovision.
Grundig undersøgelse
Både seerafstemningerne til semifinalerne ved Eurovision og seerafstemningerne til børnenes MGP og Dansk Melodi Grand Prix er blevet undersøgt.
Resultatet af disse undersøgelser viser, at der ikke har været nogen fejl at finde ved afstemningerne.
DR oplyser også, at det er normalt, at bekræftelsen på en afgivet stemme kommer inden for 24 timer efter afsendelse.
Dette skyldes den meget store mængde af stemmer, der afgives.
– Der er derfor ikke grund til bekymring nu eller fremover, hvis man først modtager bekræftelse efter et programs afslutning, forsikrer DR.
Dansk Melodi Grand Prix 2021 blev vundet af duoen Fyr Og Flamme med sangen “Øve os på hinanden”. Duoen røg ud af Eurovision i semifinalen
Ved Eurovision-finalen vandt den italienske gruppe Måneskin med sangen “Zitti E Buoni”.