DR-julekalender stoppet efter 11 afsnit

Der var stor coronausikkerhed under optagelserne til julekalenderen "Julefeber", som blev stoppet undervejs.

Silas Cornelius Van, Maria Szigethy, Selma Sol í Dali, Joachim Fjelstrup, Bodil Jørgensen, Peter Frödin og instruktør Natasha Arthy under fotografering af skuespillerne til DR’s julekalender ‘Julefeber’, på Det Kongelige Teaters kroneloft (hvor store dele af julekalenderen er optaget), onsdag den 4. november 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er både gys og masser af juledrama, når “Julefeber” hver dag i december toner frem på DR1. Det har bestemt heller ikke været uden problemer at få optagelserne på Det Kongelige Teater i kassen. Faktisk var kalenderen lige ved ikke at blive til noget, fordi corona kom i vejen.

(Artiklen fortsætter under videoen)

– Er du sindssyg, vi har kunnet mærke corona. Optagelserne blev stoppet i næsten to måneder, fortæller Peter Frödin, der har rollen som balletmester i julekalenderen.

– Vi vidste ikke, om vi kunne lave den færdig. “Kommer vi i gang igen? Vi har lavet de første 11 afsnit!”. Der er jo som bekendt 24 afsnit i en julekalender, så vi manglede rigtig, rigtig meget, fortæller han.

14-årige Maria Szigethy, som spiller balletpigen Frede, har også været mærket af de pludselige ændringer.

– Det var lidt et chok. Vi stoppede bare midt i det hele. Det kunne man godt mærke, fortæller det unge skuespillertalent. Julekalenderen var lige ved ikke at kunne blive færdig, fordi vi havde mistet så meget tid, beretter Maria Szigethy, som tidligere har stillet op i “Danmark har talent” som den ene halvdel af comedy-duoen “Rica og Tudi”.

Massetests

Julekalenderen blev heldigvis genoptaget, men det var under andre betingelser, da holdet vendte tilbage til optagelserne.

– Vi blev testet hele tiden, sprittede af og holdt afstand. Og så gik der nogle rundt og mindede os om det hele tiden, fortæller Peter Frödin og fortsætter:

– Pludselig så dagsprogrammerne også anderledes ud, for vi var jo meget bagud. Så det var hårde og lange dage.

Der var dog ikke dårlig stemning på optagelserne. Tværtimod opstod der en helt speciel fællesskabsfølelse, fortæller den erfarne skuespiller.

– Det gav en helt særlig stemning på holdet med kæmpe overskud. Vi vidste, at alle afdelinger var superhårdt spændt for. Og alle gik ind og løftede i flok. Man kunne virkelig mærke, at det var en opgave, vi skulle løse sammen. Det blev en rigtig dejlig oplevelse, lyder det fra Peter Frödin.

“Julefeber” kan ses hver aften frem til den 24. december på DR1 og fra om morgenen på DRTV.

Powered by Labrador CMS