DR klar med ny tv-satsning om tabet af Sønderjylland
Ny tv-serie sætter fokus på Sønderjylland, der først blev tabt til Tyskland og siden genforenet med Danmark.
I 2020 er det 100 år siden, at Sønderjylland igen blev en del af Danmark.
Det markerer DR med en stort anlagt serie i fire dele med titlen “Grænseland”.
Serien bygger videre på tv-serien “Historien om Danmark”, hvor skuespiller Lars Mikkelsen guidede seerne igennem 23.000 års danmarkshistorie på ti timer.
– Serien bygger videre på “Historien om Danmark”, hvor det lykkedes os at få mange mennesker til at engagere sig i danmarkshistorien, både ved at se fjernsyn, følge med på museer og biblioteker, siger Tine Smedegaard Andersen, kulturdirektør i DR.
Det var efter de slesvigske krige i 1864, at Danmark tabte Sønderjylland til Tyskland.
Grænse syd for Kolding
Den dansk-tyske grænse kom til at løbe lige syd for Kolding. Det store flertal af befolkningen i Sønderjyllands nordlige del følte sig dog fortsat som danskere.
Først efter det tyske nederlag i Første Verdenskrig blev genforeningen mulig, og i 1920 blev Sønderjylland igen en del af Danmark.
Det er et helt afgørende stykke af danmarkshistorien, som har været med til at forme vores identitet, lyder det fra DR’s kulturdirektør.
– Det er en meget spændende periode, der også giver os anledning til at fortælle om Danmarks historiske forhold til Europa, fordi vi starter i 1800-tallet, før grænsedragningen var endelig.
– Samtidig fortæller vi et stykke nationalhistorie, hvor vores egen selvforståelse blev formet, siger Tine Smedegaard Andersen.
Det er holdet bag “Historien om Danmark”, der står bag den kommende tv-serie.
Blanding af dramatisering og fakta
Serien kommer til at bestå af dramatiseringer og rekonstruktioner af faktiske begivenheder og personlige fortællinger.
Ambitionen er at samle hele familien Danmark foran tv-skærmene fire søndage i primetime på DR1 klokken 20 om aftenen.
DR blev kritiseret for et ensidigt valg af kilder, da de sidste afsnit af “Historien om Danmark” løb over skærmen. Vil den nye tv-serie også sætte følelser i kog?
– Historie er ikke en entydig størrelse. Vi ved godt, vi kommer til at vække debat og vælge nogle vinkler, men det går vi ind i med stor ballast fra “Historien om Danmark”, siger Tine Smedegaard Andersen.