DR-skuespillere udsat for trusler: Tvunget til at afbryde optagelser
En gruppe på 12 unge truede et produktionshold fra Danmarks Radio, som måtte stoppe optagelserne til den nye sæson af populære serie Bedrag.
En gruppe på 12 maskerede unges truende adfærd fik stoppet optagelserne til DR-serien Bedrag fredag eftermiddag.
Optagelserne foregik i storcenteret Farum Midtpunkt, da de unge omkring klokken 12.30 truede DR-filmholdet – ligesom de ødelagde en af produktionsholdets biler.
Det førte til, at produktionsholdet valgte at stoppe de planlagte optagelser.
Caroline Schlüter, producent i DR Drama på serien Bedrag, bekræfter hændelsen overfor Kendte.dk.
– Jeg kan bekræfte, at optagelserne til DR’s kommende dramaserie ’Bedrag III’, der i dag fandt sted i Farum Midtpunkt, blev afbrudt af en gruppe maskerede personer, der opførte sig truende. En bil fra DR Drama, som vi havde stående på stedet, blev ødelagt. Ingen personer er kommet til skade. Vi kender ikke noget til baggrunden for truslerne og må henvise til politiet for yderligere oplysninger. Vi har indstillet optagelserne og kan i øjeblikket ikke sige noget om, hvornår de genoptages, skriver Caroline Schlüter i en mail til Kendte.dk.
Politi: – Vi tager episoden alvorligt
Også Nordsjællands Politi har i en pressemeddelelse bekræftet hændelsen.
– Det er en episode, som vi tager alvorligt. Vi sørger for at holde ekstra øje med området både i dag og i den kommende tid, for det skal naturligvis være sådan, at borgere og andre kan færdes trygt i området og folk kan passe deres arbejde i fred, siger vicepolitiinspektør Per Thuesen, Nordsjællands Politi i pressemeddelelsen.
De truende unge var forsvundet fra området, da politiet nåede frem.
Derfor hører politiet gerne fra vidner, der skulle have set noget i forbindelse med hændelsen.
Hvis man har oplysninger i sagen, kan Nordsjællands Politi kontaktes på telefonnummer 114.