DR slukker for børnekanal

Som led i DR's fireårige strategi vil fremtidens børnekanal DR Ultra kun findes digitalt.

Som et led i DR’s fireårige strategi “Værd at dele. Stadig original – mere digital,” går DR’s børnekanal DR Ultra fra at være traditionel flowkanal på tv til digital. Kanalens målgruppe er børn mellem 7 og 12 år, og i den aldersgruppe falder antallet af dem, der ser fjernsyn på traditionel vis med 17 procent om året. Foto: DR Ultra/Bjarne Bergius Hermansen.
Som et led i DR’s fireårige strategi “Værd at dele. Stadig original – mere digital,” går DR’s børnekanal DR Ultra fra at være traditionel flowkanal på tv til digital. Kanalens målgruppe er børn mellem 7 og 12 år, og i den aldersgruppe falder antallet af dem, der ser fjernsyn på traditionel vis med 17 procent om året. Foto: DR Ultra/Bjarne Bergius Hermansen.
Offentliggjort Sidst opdateret

DR lukker børnekanalen DR Ultra på traditionelt tv. Det sker i 2020, hvor kanalen overgår fra at være et digitalt tilbud og univers, skriver Mediawatch.

– Vi kan se, at ultra-børnene bliver mere og mere digitale, og deres forbrug af flow-tv er for nedadgående.

– Hvis vi fortsat skal være relevante for dem i fremtiden, skal vi opprioritere det digitale indhold, siger DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn om beslutningen til Mediawatch.

Kanalens rejse fra traditionelt tv mod det digitale sker som led i DR’s fireårig strategi, som trådte i kraft i 2015 og forlænges frem til 2020. Strategien går under overskriften “Værd at dele. Stadig original – mere digital”.

Kanalens målgruppe er børn mellem 7 og 12 år, og i den aldersgruppe falder antallet af dem, der ser traditionelt fjernsyn med 17 procent om året.

DR forventer ikke, at der omkring 2020 vil være et publikum til flowkanalen.

Ingen spareplan

Spørger man generaldirektøren, vil det ikke få nogen økonomisk betydning for DR Ultra.

– Vi kommer til at skulle investere de samme penge i at lave indhold til dem, for det er det danske kvalitetsindhold, som er afgørende for målgruppen – uanset hvilke platform man publicerer på, siger Maria Rørbye Rønn.

Udviklingen på børnekanalen kommer i kølvandet på en sommer, hvor der har været heftige diskussioner om DR’s kanaludbud.

Dansk Folkeparti foreslog i en mediepolitisk oplæg blandt andet, at børnekanalerne DR Ramasjang og DR Ultra burde blive slået sammen.

Derudover så partiet gerne, at radiokanalen P3 blev sendt i udbud, og at den offentlige finansiering af DR bliver ændret over en femårig periode fra 3,7 milliarder kroner til 2 milliarder.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS