DR stopper Café Hack efter kritik

Programmet Café Hack tages af programmet, fordi produktionsselskab har overtrådt DR's retningslinjer.

Helt konkret betyder det for lytterne, at de allerede fra på søndag ikke længere vil kunne høre ’Cafe Hack’ på P4. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det populære radioprogram Café Hack, der sendes om søndagen, tages af programfladen.

Det oplyser dr.dk.

DR har besluttet at afbryde samarbejdet med det eksterne produktionsselskab SK Productions, der står bag programmet.

Det sker på baggrund af en redegørelse, der konkluderer, at selskabet uden om DR har lavet sponsoraftaler med steder rundt omkring i landet i forbindelse med produktionen af sommerudgaven af Café Hack.

– Der må ikke kunne sås tvivl om DR’s troværdighed, og der er ingen tvivl om, at SK Productions i forbindelse med produktionen af sommerversionerne af Cafe Hack har overtrådt DR’s retningslinjer, når de har opkrævet penge fra de enkelte steder, siger radiochef Gustav Lützhøft til dr.dk.

I strid med DR’s retningslinjer

SK Productions har siden 2011 hvert år indgået aftale med DR om en særlig sommertour med “Café Hack”, hvor programmet i løbet af sommeren er blevet sendt fra en række forskellige steder rundt om i Danmark.

Problemet er, at sommerprogrammerne har vist sig at være sponsoreret. Og det er i strid med DR’s etiske retningslinjer.

Heraf fremgår det, at det i forbindelse med radioprogrammer ikke er tilladt med nogen former for sponsorering.

Det gælder også tilskud til programmer fra de steder, der lægger lokaler til optagelserne.

– Vi har ingen grund til at tro, at de enkelte steder har haft redaktionel indflydelse på programmerne, men det skal være helt klart, at man selvfølgelig ikke kan købe sig til eksponering i DR’s radioprogrammer. Derfor er vi også nødt til at tage det store skridt, og det er at stoppe samarbejdet, siger Gustav Lützhøft.

Café Hack har været sendt siden 2003 og er med omkring en million lyttere om ugen et af de mest aflyttede programmer på DR.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS