Dræbt i tragisk ulykke
Østrigsk motocross-stortalent fanget i lavine under skitur med kammerater
Lørdag den 4. december omkom tre personer efter at være blevet fanget i en lavine på bjerget Lachenspitze i den østrigske delstat Salzburg.
En af de omkomne er det østrigske motocross-stortalent Rene Hofer.
Det skriver hans team, KTM, på Facebook.
"Hele KTM-familien er i dyb sorg over den tragiske nyhed om, at MX2-fabrikskøreren Rene Hofer sammen med to af sine venner er døde efter en ski-ulykke i Østrig," skriver teamet blandt andet i opslaget.
Det fremgår desuden, at Rene Hofer ikke blot vil blive husket som flerdobbelt juniormester og GP-vinder, men også som en imødekommende, livsglad og venlig personlighed med et altid nærværende smil.
Del af større gruppe
De tre dræbte var en del af en gruppe på i alt 11 kammerater, alle under 30 år, der blev fanget af lavinen.
Lachenspitze er beligende i kommunen Tweng, ikke ret langt fra de populære skisportssteder Bad Gastein og Wagrain.
Rene Hofer blev blot 19 år gammel.