Dramaserie med Sidse Babett fører ved Emmy-nominering
Nomineringerne til dette års Emmy-priser er offentliggjort. Westworld og Saturday Night Live får 22 hver.
Det ser godt ud for dramaserien Westworld, der har den danske skuespiller Sidse Babett Knudsen i en af de bærende roller.
Westworld har sammen med komedieserien Saturday Night Live fået flest nomineringer til årets Emmy-uddeling.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Begge serier er nomineret i 22 kategorier.
Kynisk direktør
I den populære sci-fi-western Westworld spiller Sidse Babett Knudsen den kyniske direktør Theresa.
Serien foregår i en dyster forlystelsespark i en fremtid, hvor det er svært at skelne mellem robotter og mennesker af kød og blod.
Nu kan Westworld vinde prisen som bedste dramaserie ved efterårets Emmy-uddeling.
Her skal den dyste mod blandt andet hitserien House of Cards, der har danske Lars Mikkelsen i rollen som Ruslands præsident.
Også Westworlds hovedrolleindehavere Anthony Hopkins og Evan Rachel Wood er nomineret som bedste mandlige og kvindelige skuespiller i en dramaserie.
Der er for første gang i lang tid ikke nomineringer til fantasyserien Game of Thrones. Den har også et dansk islæt i form af Nikolaj Coster-Waldau.
Det skyldes, at serien i år sendes for sent til at komme med i opløbet.
Game of Thrones dominerede sidste års Emmy-uddeling ved at vinde 23 nomineringer og tage 12 statuetter med hjem.
Emmy-uddelingen finder sted 17. september i Los Angeles med komikeren Stephen Colbert som vært.
/ritzau/