Drengedrøm: Dansk tv-vært scorer nyt job
Den populære tv-vært Jacob Riising får til oktober sit eget talkshow på Kanal 5.
Han har lavet børne-tv i mange år og har blandt andet været vært for Dansk Melodi Grand Prix og DR’s “Hvem var det nu vi var”.
Til oktober toner Jacob Riising frem på skærmen i en ny værtsrolle.
Artiklen fortsætter under videoen
Han får nemlig sit eget late night talkshow på Kanal 5, som får titlen “Riising Late Night”.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Komikere, sangere og skuespillere
I talkshowet vil Jacob Riising tre dage om ugen invitere danske komikere, sangere og skuespillere i studiet, og han glæder sig.
– At få sit eget late night talkshow er en drengedrøm, der går i opfyldelse for mig. Det tror jeg, det vil være for alle tv-værter.
– Det er ligesom at få sin egen baby, som man kan pusle om og præge. Jeg har selv fundet på alt indholdet og alle elementerne i det, så jeg sætter en rigtig stor ære i det her program, udtaler han i pressemeddelelsen.
Lokumsquiz
Der er især ét element, som Jacob Riising ser frem til.
– Særligt glæder jeg mig til den store lokumsquiz, hvor vi forstyrrer tilfældige danskere, mens de sidder på et offentligt toilet og får dem til at være med i en quiz. Jeg kan godt afsløre, at det bliver en kæmpe fest, udtaler han.
Det er ikke første gang, at Jacob Riising kaster sig ud i at lave talkshows. Han har også været vært for “Riisings flotte talkshow”, som er blevet sendt på DR Ultra.
“Riising Late Night” får premiere 8. oktober klokken 22.00.