Dronning Elizabeth på hospitalet

95-årige dronning Elizabeth har været igennem flere undersøgelser, men er ved godt mod, oplyser kongehuset

Dronning Elizabeth har været på hospitalet
Dronning Elizabeth har været på hospitalet
Offentliggjort Sidst opdateret

Storbritanniens dronning Elizabeth tilbragte en nat på hospitalet fra onsdag til torsdag, hvor hun gennemgik en række undersøgelser.

Den 95-årige dronning vendte hjem til Windsor Castle ved middagstid torsdag og er ved godt mod.

Det oplyser Buckingham Palace sent torsdag aften.

- På baggrund af råd fra læger om at hvile sig i nogle dage tog dronningen på hospitalet onsdag eftermiddag for at gennemgå nogle forundersøgelser. Hun vendte tilbage til Windsor Castle ved frokosttid i dag og er ved godt mod, skriver paladset i en erklæring.

En unavngiven kilde fra Buckingham Palace oplyser, at dronningen blev på hospitalet natten over af praktiske årsager, og at hendes læger har valgt en forsigtig tilgang.

Ifølge kilden vendte dronningen tilbage til sit skrivebord torsdag eftermiddag, hvor hun udførte nogle lette arbejdsopgaver.

Bedt om hvile

Meddelelsen kommer, efter at det britiske kongehus onsdag oplyste, at dronningen var blevet bedt om at hvile sig de kommende dage, hvorfor hun måtte aflyse en forestående tur til Nordirland.

Dronning Elizabeth har regeret i næsten syv årtier - siden 6. februar 1952 - og er verdens længst siddende monark.

Hun er kendt for at have et robust helbred. Sidst, dronning Elizabeth menes at have tilbragt en nat på hospitalet, var i 2013, da hun havde symptomer på en mavetarminfektion.

I april mistede dronning Elizabeth sin mand gennem mere end 70 år, da prins Philip døde som 99-årig.

Prins Philip havde været indlagt på hospitalet i en måned fra midten af februar til midten af marts og var også igennem en operation.

Han døde 9. april, cirka en måned efter at han var blevet udskrevet.

Kæmpede med helbredet

Prinsen var indlagt på hospitalet i omkring en måned fra midten af februar til midten af marts.

Prins Philip blev bragt til King Edward VII’s Hospital om aftenen tirsdag den 16. februar efter han havde følt sig sløj. Nogle dage senere forlød det fra hoffet, at årsagen var en form for infektion.

Senere kom det så frem, at han var blevet overført i ambulance til St Bartholomew’s Hospital, der er et af verdens førende indenfor hjertekarsygdomme, hvor han skulle gennemgå en hjerteoperation.

Dronning Elizabeth har efterfølgende deltaget i arrangementer enten alene eller i selskab med andre medlemmer af kongehuset.

Dronning Elizabeth II

Dronning Elizabeth II (Elizabeth Alexandra Mary) er født 21. april 1926.

* Hun blev Storbritanniens regent i 1952.

* Hun er statsoverhoved for Storbritannien og 15 andre Commonwealth-lande. Herunder Australien, New Zealand og Canada.

Dronning Elizabeth er ældste datter af George VI og Elizabeth.

Elizabeth II blev i 1947 gift med løjtnant Philip Mountbatten. De er forældre til prins Charles, prinsesse Anne, prins Andrew og prins Edward.

* Desuden har de otte børnebørn og fem oldebørn.

* Et af børnebørnene er Prins William, som er gift med hertuginde Catherine af Cambridge.

Kilder: royal.gov.ukdenstoredanske.dk

null
Powered by Labrador CMS